Forretningsforståelse er vigtigere end kreativitet

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Når annoncører skal vælge bureau, så spiller kreativitet ikke den vigtigste rolle. Faktisk ikke engang den næstvigtigste rolle.

Når man er i den kreative branche, så er intet vigtigere end kreativitet, og der er der heller ingen tvivl om, at kreativitet er en faktor, der kan skabe store værdier for kunderne.

Problemet er bare, at kreativitet ikke rangeres i top, når kunderne skal vælge bureau – og at kreativitet faktisk er faldet lidt tilbage, når kundernes valgkriterier opgøres. Kreativiteten risikerer endda at falde yderligere tilbage i takt med at de digitale kompetencers betydning vokser.

Det fremgår af den årlige MyImage analyse, der produceres af MyResearch i samarbejde med Bureaubiz. I den spørges de 704 deltagende annoncører, hvilken betydning en række kriterier har ved et bureauvalg.

”Når man kigger på udviklingen siden 2012, så kan man sige, at kravene generelt vokser. Ingen af kriterierne bliver tildelt en faldende betydning – men der er forskelige kriterier, der vokser i betydning. Det afspejler meget fint den stadigt mere komplekse verden, som annoncørerne skal begå sig i, hvor stadigt flere kompetencer skal i spil,” siger adm. dir. Mogens Østergaard, MyResearch.

De to vigtigste kriterier handler om forretningsforståelse og evnen til at skabe resultater. De ligger meget tæt og der har faktisk været et enkelt år, hvor evnen til at skabe resultater var vigtigere end forretningsforståelsen.

Digitale kompetencer vinder frem

Men når man kigger på det tredje vigtigste kriterie, så har strategiske kompetencer nu overhalet kreative kompetencer. Og samtidig er de digitale kompetencer steget markant i betydning, så de nu ligger lige i halen på de kreative kompetencer.

Ud over de digitale kompetencer, så stiger betydningen af at have mange specialkompetencer og uafhængighed af kanalvalg.

Men det kriterie, der er vokset mest i betydning handler om, at kunderne har gode personlige relationer, hvilket måske kan ses som en besynderlighed i forhold til faglige kompetencer.

”Men det skyldes måske, at tillid bliver vigtigere i takt med, at det bliver stadigt mere komplekst for annoncørerne at navigere i forhold til forbrugerne,” siger Mogens Østergaard og tilføjer:

”Kriterierne er ikke opgjort i forhold til bureautyper, og selvfølgelig kan der være lidt forskel på, om man skal vælge den ene eller anden bureautype.”

De 5 vigtigste valgkriterier:
Tallet er den vægtede score på svarmulighederne: Meget stor betydning, Stor betydning, Nogen betydning, Ringe betydning, Ingen betydning

  1. Har god forståelse for min forretning, 91
  2. Er gode til at skabe resultater, 91
  3. Er strategisk stærke, 86
  4. Er kreativt stærke, 84
  5. Har gode digitale kompetencer, 83