Der er store regnskaber og små regnskaber. Uanset er det ikke så dårligt endda at præstere et overskud før skat på omkring 600.00 i første regnskabsår.
Det er det aalborgensiske digitale bureau Kant, som Alex Klysner Jensen, Frederik Stenbjerg Nør, Rasmus Visti Andersen og Christian Emborg Fedderholdt står bag. Alle fire har tidligere arbejdet hos Lazzaweb.
Bureauet, der blev stiftet i august 2022, fokuserer på håndtering af betalt annoncering på Google og sociale medier, søgemaskineoptimering og e-mailmarketing.
Kunderne tæller blandt andet Bühlmann, Glerups og Dekra og nøglen til succesen tilskriver bureauet selv en god portion nordjysk ydmyghed samt et fast fokus på at skabe gensidig profitabilitet i samarbejderne.
“Vi er utroligt stolte af det fornuftige regnskabsår, Kant har haft, hvilket skyldes vores succesfulde og
langvarige samarbejder med nogle meget interessante virksomheder. Det er netop de samarbejder, der har muliggjort vores vækst og udvikling i den retning, vi har ønsket os
fra begyndelsen, hvor det har været vores fælles fokus at skabe en sund og økonomisk
bæredygtig virksomhed med det positive værdisæt, vi gerne vil repræsentere. De har
været afgørende for, at vi kunne nå vores mål gennem en forretningsmodel baseret på
gensidig profitabilitet,” lyder det i en pressemeddelelse fra Alex Klysner Jensen, der har titel af PPC-specialist.
Med tilgangen af nye kunder bliver fokus i den kommende tid at rekruttere flere specialister, lyder det i pressemeddelelsen. Lige nu er man syv medarbejdere.
Nøgletal for Kant Digital
- Bruttoavance 4,463 mio. kr.
- Bruttoavance pr. medarbejder 1,116 mio. kr.
- Lønandel 65,8
- Resultat før skat +0,635 mio. kr.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz