Presset marked fører til fortsat konsolidering i den grafiske branche

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Den grafiske branche lider stadig, men der findes opskrifter på succes.

I juni sidste år skrev Berlingske, at den grafiske branche lever, selvom den ikke har det nemt og det er der ikke ændret ved her et halvt år senere.

I hvert fald skriver Jyllands-Posten i dag, at den grafiske branche har været igennem en del omstilling, hvilket har betydet, at mange er faldet fra – både virksomheder og ansatte – og at de, der er tilbage efterhånden har fundet sig til rette med den nye teknologi.

Det største problem i branchen er overkapacitet og derfor trykkes priserne. Derfor gælder det om at finde ud af, hvilken position, man vil indtage i den pressede branche.

Søren Henriksen, der er adm.dir. i et af Danmarks største trykkerier, Stibo Graphic, siger til Jyllands-Posten:

”Alle er under pres, og generelt er der behov for konsolidering. Udfordringen er hele tiden at tiltrække tilstrækkeligt med ordrer og det er også derfor, man skal være vågen omkring konsolidering nu og i fremtiden.

Endvidere mener han, at selvom printmarkedet er under forandring, så vil der være print i lang tid fremover, men at aktørerne vil blive større og stærkere.

Esben Mols Kabell, der er adm.dir. i Lasertryk.dk, tror heller ikke, at print forsvinder lige med det samme. Han er optimistisk på branchens vegne og hans virksomhed har fundet sin måde at tackle udfordringerne på:

”Fremtiden ser fin nok ud. Det papirløse samfund er næppe lige om hjørnet. Selv om oplagene falder, stiger antallet af udgivelser, så mængden af små opgaver er i vækst. Vi er stærke på små og mellemstore virksomheder, som er vores typiske kunder. I stedet for at satse på de store kunder er vores kunder Jettes Frisørsalon og advokatfirmet i Ryesgade. Vi er spredt over mange brancher og har ingen store kunder.  Vores største kunder står for 1 procent af omsætningen”.

Og det med at finde nicher som Lasertryk.dk eller blive store som Stibo, er ifølge direktør i Grafisk Arbejdsgiverforening, Lars Bram, den helt rigtige opskrift på succes.

Men derfra og til at sige, at alt er overstået, er der alligevel langt. Lars Bram, mener at det værste nok er overstået, men at der er flere virksomheder, der vil bukke under:

”Vi har været igennem en omstilling i mange år, som har kostet mange medarbejdere. Vi er ikke igennem og den vil køre fremover, fordi der sker noget nyt hele tiden. De største kampe er nok ovre, og mange er allerede skåret fra. Men der er flere, der ikke vil overleve”, siger han til Jyllands-Posten.

Ifølge Simon Tøgern, der er formand for HK/Privat, havde den grafiske branche omkring 20.000 ansatte omkring årtusindeskiftet , mens der i dag er omkring halvdelen tilbage, der arbejder i den grafiske industri og på dagbladene som trykkere, bogbindere og i administrationen (Jyllands-Posten Erhverv&Økonomi, p. 10).