Fotograf starter priskrig på billeder til reklamekampagner

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Reklamefotograf vil med nyt stockfoto-site sælge billeder til en fast pris uanset, hvad formålet med billedet er og hvor længe det skal bruges.

Når et reklamebureau skal bruge et billede til en reklamekampagne, afhænger prisen af, hvor kampagnen bliver vist og hvor længe.

Det fortæller fotograf Mette Johnsen og det vil hun gøre op med. I stedet vil hun sælge stock-billeder til én lav fast pris uanset om billedet skal vises på web, på print, på tv og i nationalt eller international sammenhæng

”Prisen på et billede, der skal bruges internationalt på flere forskellige platforme, kommer hurtigt op på 30.000 kroner. Jeg sælger et billede til 750 kroner uanset, hvor, hvordan og hvornår det skal bruges”, fortæller Mette Johnsen til Bureaubiz.

Hun er ikke bleg for at erklære, at hun dermed går op mod de etablerede spillere på markedet, som Scanpix og Polfoto

Baggrunden for hendes nye stockfoto-site, er at flere reklamebureauer har efterspurgt en fast pris for et billede uden med det samme at skulle forholde sig til i hvilke medier og i hvor lang tid kampagnen skal køre.

Mette Johnsen lod sig inspirere af tjenester som Spotify, hvor man måske ikke tjener de store penge på den enkelte kunde eller det enkelte produkt, men i stedet satser hun på, at hun vil få mange kunder.

“At købe billeder skal være hurtigt, enkelt og nemt. Derfor er tanken bag mit site ‘eet billede – een pris – ingen restriktioner’,” siger Mette Johnsen.

Mette Johnsen har været selvstændig fotograf i mere end 10 år. Hun er kendt for en enkel og nordisk stil og bruger ofte familie og venner som modeller.

“Den nære relation mellem mine modeller og mig giver en afslappet naturlighed i billedet. Sammen med det nordiske udtryk bliver mine billeder mere troværdige i en dansk og nordisk sammenhæng end for eksempel amerikanske stockphoto, som let kan virke kunstige i europæisk kontekst,” siger hun.

Pt. har hun 700 billeder på lager og otte forskellige kategorier. I løbet af et par uger, regner hun med, at arkivet er øget til 1000 billeder.