Fra Vodkaklovnen til verdensblik

Emil Malte Simonsen,
medredaktør på Bureaubiz

Bureaubranchen har undergået store transformationer de sidste mange år. Der er flere om buddet, de lange samarbejder er blevet en sjældenhed, og medarbejderomsætningen er større end nogensinde før. Charlotte Porsager, COO i Uncle Grey, kunne forleden fejre 15 år hos den danske onkel til verdensfirmaet Grey. Vi har talt med jubilaren om de sidste 15…

På Ny Østergade i hjertet af København ligger den ene af de to danske filialer af det kreative netværksbureau Grey. Den anden ligger i Aarhus og har, ligesom filialen i hovedstaden, en familiær armslængde til hovedbrandet Grey – det er her, Uncle kommer ind i ligningen.

Og den frihed, der ligger i at være en del af Grey-netværket, har været med til at gøre udslaget for, at Charlotte Porsager har slået sine folder på det københavnske kontor, lige siden hun blev færdiguddannet cand.merc. fra CBS. Og faktisk også lidt længere end det.

En gateway til Grey
Charlottes vej ind i Uncle Greys fold kom ud af det blå. ”Jeg startede som praktikant, fordi jeg vandt et ophold på et reklamebureau, mens jeg læste et fag, der hed Strategisk Branding. Her havde man lavet et samarbejde med den daværende brancheforening Grey, DDB og BBDO, hvor de tre studerende, der lavede den højeste karakter, ville få en måneds ophold. Jeg lavede den allerhøjeste, men vidste ikke det fjerneste om reklamebranchen – og heller ikke, om jeg ville ind i den – så jeg researchede lidt.”

“Det var dengang, man lavede Vodkaklovnen. Og det var all the rage, så da jeg så, at det var Grey, der stod bag, tog jeg fluks fat i Daniel Hoffman, der var direktør dengang, og fik en aftale på plads. Men han havde glemt, at jeg kun skulle være der en måned, og præsenterede mig på bureauet som ”Charlotte, der skal være her i tre måneder”. Og det var jo egentligt meget fedt, så jeg tog ham på ordet.”

Ekstra Bladets notoriske reklame for Vodkaklovnen.

Og siden de tre måneder, der bare skulle have været én, er Charlotte Porsager blevet hos Uncle Grey. Og meget er sket siden dengang, hvor man lavede Vodkaklovnen: “Da jeg startede i 2003, havde vi 15-20 mand, der sad og lavede kataloger og print. Det kan jeg afsløre, at vi ikke har mere,” siger Charlotte og hinter til den udvikling, Grey er undergået.

Omstilling og fornyelse
Det er ikke kun hos Uncle Grey, der er sket store omvæltninger. Det er nok de færreste steder, der har holdt fast i de store printafdelinger, hvor det ikke er til at sparke sig igennem stakkene med udkast til kampagner. 

“Vi tror ikke på, at vi skal modtage en brief, arbejde uden nogen form for kundeinput i 14 dage. Vi tror på, at vi arbejder i kortere tid og hiver kunden ind i maskinrummet til nogle overordnede tanker og skitser. Og sammen med dem bliver enige om vejen fremad.”

Med digitaliseringen har branchen måtte omstille sig. Ifølge Charlotte Porsager har det først og fremmest manifesteret sig i grundlæggende ændrede arbejdsgange. Og den omstilling har været nok til, at hun ikke har haft lyst til at søge væk:

”Folk har en higende lyst til at afsøge, om græsset er grønnere på den anden side. Så der er mange, der er gået forbi min sti i løbet af min tid her. Men det har også betydet, at fornyelsen helt automatisk er kommet til mig, for Uncle Grey har udviklet sig rundt omkring mig. Det er en konstant bevægelse, som jeg synes, har været utroligt interessant at følge indefra.”

De ændrede arbejdsgange blev også tidligt en fast integreret del af Grey, hvor man satte sig for at arbejde ud fra en præmis om Open Culture, som bureauet kalder det: “Vi var nok ét af de første bureauer, der begyndte at arbejde på denne her måde. Vi tror ikke på, at vi skal modtage en brief, arbejde uden nogen form for kundeinput i 14 dage. Vi tror på, at vi arbejder i kortere tid og hiver kunden ind i maskinrummet til nogle overordnede tanker og skitser. Og sammen med dem bliver enige om vejen fremad. For det giver altså bare en meget federe proces.” 

Charlotte Porsager, COO hos Uncle Grey.

Det er ifølge Charlotte Porsager en arbejdsgang, mange bureauer praktiserer i dag: “Men det gjorde de ikke for otte år siden. Den ændrede arbejdsgang var svær at skabe i starten, hvor nogle kreative havde svært ved at lade udefrakommende være en del af deres proces. Og det er jo helt fair, man ikke vil arbejde på den måde, men det har vi insisteret på, at vi skal i Uncle Grey,” fortæller hun.

Et for godt produkt
Samtidigt har digitaliseringen også betydet, at produkterne, der leveres til pitch, har en anden kvalitet: “Man var nok dygtigere tidligere til at bruge en grafiker, der gav en idé om, hvordan projektet ville ende. Nu leverer man nogle ting til pitch, der ser fuldkommen færdige ud, fordi man i huset har nogle så dygtige digitale ressourcer – og det er en svær diskussion at tage med kunden, der gerne bare vil bruge dét materiale, de ser til pitchen.”  

Derfor er det nu blevet vigtigere at afklare processerne, når man pitcher til kunderne som samarbejdspartnere. Det kan ifølge Charlotte Porsager ligefrem være en fordel at have noget materiale, der egentligt ikke ser færdigt ud, for så er alle med på, at der er plads til udvikling, og at det færdige produkt stadig skal laves.

“Jeg oplever faktisk, at de fleste marketingchefer ønsker, at vi skal være kærester længe. For det er jo der, man får de bedste resultater.”

“Færdighedsgraden sætter nogle andre forventninger, for kunden regner med, at man kommer med nærmest et endeligt produkt. Og det kan være et problem, for det stiller samarbejdet i en mærkelig situation. Men omvendt kan man virkelig tydeligt vise, i hvilken retning man vil, og hvad man kan. Så det kræver bare tydeligere afstemning i forholdet til kunden i dag.”

Vi skal være kærester længe
Forholdet til kunderne er noget, Charlotte Porsager har haft særligt fokus på igennem sin tid i Uncle Grey. For det er bare nemmere at arbejde sammen, hvis man har haft tid til at opbygge tillid og respekt for hinanden gennem flere projekter. I stigende grad en sjældenhed i bureaubranchen, hvor de lange samarbejdsforhold fra tid til anden bliver erklæret døde og begravede.

Men det er ifølge Charlotte Porsager ikke på grund af en ændret mentalitet, at samarbejdet mellem bureau og kunder bliver afbrudt: “Jeg oplever faktisk, at de fleste marketingchefer ønsker, at vi skal være kærester længe. For det er jo der, man får de bedste resultater. Men tit og ofte bliver det afbrudt af noget udefrakommende, som opkøb eller omstruktureringer. Som i alle forhold kan der ske ting, man ikke kan styre.”  

Samarbejdet er for Charlotte Porsager grundlæggende som alle andre forhold. Man bliver nødt til hele tiden at forny sig – og ikke kun gøre sig lækker, når det er nyt og spændende, og man skal ud at score:

“Det er altid fedt at pitche og prøve noget nyt. Men det skal man også huske at gøre i de lange forhold. Hvis noget, gælder det særligt i det langvarige forhold. Og her mener jeg faktisk, at der er endnu større mulighed for at overraske – hvis man stoler på hinanden, kan man prøve nogle langt vildere ting. Man skal hele tiden forsøge at forny sig. Og hvis man går lidt død i det, mener jeg, det er bureauets opgave selv at sørge for, at man får nogle nye øjne på forholdet og sætter nogle kreative kræfter på sagen.” 

Et øje på verden
Og netop det har Uncle Grey forsøgt at implementere fast med deres Famously Effective-trademark. En del af det indebærer at udnytte, at Grey er så stort et netværk, så man fx kan sætte opgaver i udbud som interne konkurrencer afdelingerne imellem – eller kan få indspark fra andre steder i verden.

“Da man blev opkøbt af WPP, var der mange frustrationer omkring at blive et netværksbureau. Men man har haft en ambition om at arbejde bedre sammen,” fortæller Charlotte og tilføjer: “Og det er bare sjovere at have et globalt scope med perspektiver fra Chicago, Shanghai og Düsseldorf i det samme projekt. Det er vildt spændende. Og det er der bare ikke ret mange andre bureauer, der kan tilbyde mig.” 

“Der er mange stakeholders i at lave godt arbejde; det er jo ikke bare holdet, der arbejder på projektet. Det angår alle, der er involveret i processen.”

Og ifølge Charlotte er det ikke kun i Grey, at blikket på og fra andre steder i verden er blevet vigtigt at have med. For mange danske bureauer er kravet i højere grad, at man skal kunne tilbyde noget globalt gennem noget lokalt.

”Jeg tror faktisk, at Grey er godt i gang med at knække koden. Man kan lave strategi og det kreative i København og sammensætte et hold, der kan sense-tjekke alle mulige andre markeder for kunder. Så kan vi række ud til en strateg i Kina og få input, man aldrig ville have fået hjemme. Og det er både det her globale perspektiv generelt i branchen og specifikt i Grey, jeg synes har været spændende at opleve udviklingen af.” 

Men selvom det ene øje skal holdes på horisonten, verden og fremtiden og alt det andet fede, man i dag forventer bureauerne at have, er det ifølge Charlotte Porsager stadig vigtigst at holde samarbejdspartnere samlet om det samme mål. 

“Der er mange stakeholders i at lave godt arbejde; det er jo ikke bare holdet, der arbejder på projektet. Det angår alle, der er involveret i processen. En dårlig idé bliver ikke fantastisk af, at man laver en verdensklasse eksekvering. En god idé eksekveret dårligt er stadig en god idé. Men hvis man vil op på et niveau, hvor man leger med de bedste, så skal både idé og eksekvering være på allerhøjeste niveau. Det kræver et godt samarbejde på alle niveauer – et forhold, hvor man viser, at man vil hinanden.“