Fra indie til international i bar mave

Zandra Damsgaard
zandra@bureaubiz.dk

Armbevægelserne var lige så store som ambitionerne, da to unge jyder for nogle år siden sprang ud som bureaudirektører med en klar forretningsmodel. Nu er de blevet klogere. Og klar til at tage bureauet ud i verden.

”Skal vi fortælle den rigtige historie…?”

Efter at have udvekslet et blik gør Mike Wittrup og Daniel Rørbæk netop dette – fortæller om tilblivelsen og betydningen af navnet på deres støt voksende kreative bureau, Barkas.

”Barkas betyder bar mave, der hvor vi kommer fra. I Jylland. Altså bar kas’. Den type, der smider trøjen i begejstring uden at tænke for meget over konsekvensen… Dem er der mange af, og de har jo sådan set en dejlig let tilgang til livet.”

Og det samme havde på sin vis de to unge mænd, der i 2013 drog til Canada for at udvide deres kreative horisont og få internationalt stjernestøv på CV’et. Efter gennem Montreal-bureauet Sid Lee at have arbejdet for blandt andre Adidas, drog de hjem til Danmark med både erfaringer og ambitioner.

”Vi ville gerne lave vores eget bureau, men det skulle ikke ligne det, vi kom fra. Vi var trætte af PDF’er, og vi havde også en ambition om at skabe vores egne ting – ikke bare kommunikation,” fortæller Daniel Rørbæk.

Det blev begyndelsen på bureauet Barkas. Og på kiosk-caféen Depanneur. Og baren Snack & Blues. Egenproduceret øl, juice og kaffe. De kunne ligesom bare ikke lade være.

Fra indie til international
Og faktisk har Barkas også en anden og anderledes potent betydning.

Hærføreren Hamilkar Barkas, far til den navnkundige Hannibal, lykkedes som øverstbefalende for Karthagos flåde et par hundrede år før vor tid ifølge Den Store Danske med at udvide Karthagos territorium betragteligt.

På samme måde har de to unge bureaustiftere planer om at udvide territoriet. Om inden for en overskuelig fremtid at udvikle Barkas fra at være et ”indie-designbureau til at være et internationalt bureau” med globale kunder.

”Hvor vi før ansatte vores venner, prøver vi nu at opbygge et stærkt kerneteam, som vi kan bygge en forretning op omkring de næste ti år. Vi har investeret i mennesker over de seneste 8-9 måneder, og det vil man naturligvis kunne se på vores 2018-regnskab, og det er også fint nok,” forklarer Daniel Rørbæk.

Ny direktør skal skalere op
Rammerne er på plads med store lyse lokaler på Refshaleøen samt et kontor i Stockholm, og staben på indtil videre 19 medarbejdere er netop suppleret med en adm. direktør, Steven Müller, der med stifternes ord skal være med til at skalere forretningen internationalt.

”Vi var dybest set bare to kreative med en romantisk idé om at skabe et bureau. Nu er vi så nået til et sted, hvor der er behov for, at der kommer nogle øjne udefra og kigger lidt på driften, så vi kan tage det til næste niveau,” lyder det fra Daniel Rørbæk.

Mike Wittrup supplerer:

”Vi er 19 mennesker nu, og der også noget, der hedder HR-politik, frokostordning og femråsplan. Vi er i gang med at professionalisere forretningen og har ansat en direktør som et naturligt skridt i forhold til vores ønske om at komme ud i verden og lave større ting.”

Fokus på kernen
Omstillingen markerer samtidig et delvist farvel til sideprojekterne – barer, øl og kaffe – og Depanneur med videre kører i dag som selvstændige virksomheder, der på lige fod med alle andre kan vælge at gøre brug af Barkas’ ydelser.

Fokus er nu alene på kerneforretningen.

”Vi har prøvet forskellige ting af, og det har vi stadig lyst til. Men vi har også erkendt, at hvis vi skal være rigtigt gode til noget, er vi nødt til at fokusere på det og så have nogle dygtige folk til at tage sig af det andet,” siger Daniel Rørbæk.

Hurtigt ind, hurtigt ud
Levereglen for Barkas 1.0 var egentlig korte projekter. Ikke noget med at være fast bureau for nogen. Plads til det kreative og til at dyrke friheden og til iværksættertrangen. Men alverdens planer og forestillinger har det som bekendt med at måtte vige pladsen for virkeligheden.

”Vi ville gerne have frihed til at vælge og vrage og ville absolut ikke være nogens leadbureau. Men det er sådan set det, vi er nu. Vi newbizzer også, men vi har erkendt, at værdien og kvaliteten ligger i gode relationer, og vi har stadig vores allerførste kunder. Vi er vokset til noget andet end det, vi startede som, og det er vi stolte af,” siger Daniel Rørbæk.

Fælles for Barkas 2.0 og Barkas 1.0 er ønsket om at nå ud over PDF’en. Ønsket om nærhed.

”Det handler om at lave løsninger, der er tæt på mennesker. Der er en tendens til, at når noget skal være digitalt, så glemmer man at tænke på, at det skal være til mennesker. Alt er jo digitalt i dag, og vi er ikke naive omkring det, men det handler stadig om at være tæt på mennesker,” fastslår Mike Wittrup.

”Vi har selv været der”
Det samme gælder forholdet til bureauets kunder, der altså modsat den oprindelige forretningsmodel har vist sig at være af den længevarende slags.

En af de første kunder i butikken var IKEA, og siden er blandt andre Space10, Magasin og Just Eat kommet til.

”Vi har en meget kollaborativ tilgang til arbejdet med kunder, og mange har deres egen plads herude. Vores selling point er jo, at vi faktisk ved, hvordan det er at være et brand,” forklarer Daniel Rørbæk.

Han uddyber med henvisning til blandt andet Depanneur:

”Vi har prøvet det selv. Vi har selv skabt forretninger, som skaber vækst og arbejdspladser. Som bureau er det nemt at feje kundens bekymringer til side, men vi har været der selv, og vi ved, hvad for eksempel en lancering kræver.”

Ingen prisuddelinger
Erfaringerne har også bevirket, at de to jyske knægte med store armbevægelser og udlængsel i dag går mere op i at drive en fornuftig forretning og bekymrer sig mindre om, hvad andre tænker og mener.

”Det har også betydet, at vi hellere vil lave et sideprojekt eller tegne en tegning end at bruge energi på prisuddelinger. Vi bekymrer os meget mere om den rigtige verden end om reklameverdenen,” siger Mike Wittrup.

Daniel Rørbæk tilføjer:

”Vi kunne faktisk ikke være mere ligeglade. Vi vil hellere lave noget fornuftigt end at sidde med et glas champagne i Cannes. Der er prestige i at vinde ting, men det interesserer os ikke. I hvert fald ikke her i vores voksne år.”

FAKTA
Barkas er stiftet i 2014 af Mike Wittrup og Daniel Rørbæk
Stifterne har en fortid hos Sid Lee, DDB Berlin, Raffinaderiet og We Love People
Kundeporteføljen omfatter blandt andre IKEA, Just Eat, Magasin og Det Kongelige Teater

Nøgletal for 2017 (i parentes 2016 og 2015)
Bruttofortjeneste: 2.882.884 kr. (1.176.858) (1.312.523)
Driftsresultat: 713.590 kr. (225.776) (210.185)
Årets resultat: 548.447 kr. (164.902) (158.346)
Egenkapital: 896.914 kr. (468.467) (455.347)
Gns. antal medarbejdere: 6 (3) (2)