Anti-fraværskampagnen “Godt du kom” er centreret om en parodi af Rasmus Seebach-melodien “Lidt i fem” – og der er sat penge af til rettighederne.
På sit nye album, i nummeret Millionær, synger Rasmus Seebach “Hvorfor går vi rundt og tror det er så vigtigt at lave den million?” – og tilføjelsen kunne være “… når man nu så let kan lave halvanden“.
For der var sat 1,5 mio. kr. af til Seebach Jr. for et års forbrug/markedsføring af hittet “Lidt i fem” til Ministeriet for Børn og Undervisnings aktuelle kampagne, “Godt du kom”. Beløbet dækker over rettighederne til tv, web og print i et år, oplyser Version2, Ingeniørens it-site, som jp.dk citerede fra i sidste uge.
Jp.dk synes, at melodien er dyr – men selv om 1,5 mio. kr. for en sang kan være mange penge, så kan de være givet godt ud.
“Videoen har jo allerede haft en masse visninger. Faktisk har over en million set den. Det gælder om i en sådan kampagne at satse på det, som man mener, har en effekt. Det var vi gjort,” siger Lise Bagge, specialkonsulent og ministeriets tovholder på projektet.
Af tilbuddet, som Version2 har søgt aktindsigt i, fremgår det, at kampagnen står i ca. 14,4 mio. kr. – 4 mio. kr. til reklamebureauet Envision, 2,6 mio. kr. til Pluss Leadership og godt 6,2 mio. kr. i medieindrykninger.
Dertil skal så lægges 1,5 mio. til Rasmus Seebach – et beløb, der i øvrigt ikke var forhandlet på plads med kunstneren, på tidspunktet for tilbuddet.
Hele tilbuddet fra Envision og Pluss Leadership kan ses her
(Version2 samt jp.dk)
Image intet problem for ny topchef
Danske Bank ligger nr. 94 på Berlingske Nyhedsmagasins årlige imageundersøgelse. I 2008 var Danske Bank nr. 6. men forværringen af imaget spiller ikke ind på mulighederne for at få den rigtige til jobbet som topchef efter Peter Straarup.
Tværtimod er det måske en fordel for den kommende topchef at bankens image konto er helt i bund, fordi der er stor opbakning fra bestyrelsen til at føre en linje, der vil få banken ud af de vanskeligheder, den befinder sig i nu, mener Stephen Bruyant-Langer, senior client partner i rekrutteringsvirksomheden Korn/Ferry International.
Christian Kurt Nielsen, adm.dir. i Mercuri Urval, mener heller ikke, at bankens image er et problem med hensyn til at finde den rigtige til jobbet:
“Image er selvfølgelig utrolig vigtigt og det er klart, at det har betydning, når man skal rekruttere, men når vi taler specifikt Danske Bank, så vil jeg alligevel mene, at bankens dårlige image ikke skræmmer de kvalificerede kandidater bort. Banken er den største i Danmark og stillingen som CEO er utrolig spændende. Man kommer i spisen for en af de vigtigste samfundsinstitutioner i Danmark og man får en sjælden indflydelse. Som CEO ønsker man at gennemføre det, man tror på og det ville man virkelig kunne i Danske Bank”.
Bortset fra Danske Bank – og Vestas i øvrigt, som heller ikke har det bedste image pt. – så stemmer de mest attraktive direktørjob i Danmark overens med de virksomheder, der klarer sig bedst imagemæssigt, f.eks. Novo, Lego og Mærsk, Novozymes og Grundfos (Berlingske Business, p. 4-5)