Frederik Preisler: Mindfulness er ikke et lyntog til erkendelse

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Branchefolk i medierne: Mensch’ direktør fortæller, at mindfulness og meditation er blevet til et stressreducerende middel, men at det ikke nødvendigvis fører til større erkendelse.

Det er en drøm hos mange at slippe alt og drage ud i verden uden mål og med, mener reklamebureauet Mensch’ direktør Frederik Preisler.

I en artikel, der – med baggrund i Bille Augusts film ’Nattog til Berlin’, baseret på en bog af Pascal Mercier, hvor en gymnasielærer efter en pludselig indskydelse forlader alt – handler om at turde slippe det velregulerede liv og tage ud på en eksistentiel rejse, siger Frederik Preisler:

”Det er grundfortællingen i alle de store historier: At nogen desperat ønsker noget, og må igennem store vanskeligheder for at opnå det. Her handler det om at tage på en rejse uden planlægning, forudbestilling og netsøgning på hoteller. At vi overvinder vores frygt for det ukendte for til sidst at finde os selv”.

”Men”, siger han også: ”Hvad nu hvis, vi finder os selv stift stirrende ned i afgrunden? Måske er det en intuitiv fornemmelse af, at rejsen kan føre til en erkendelse  af, at vi er helt galt afmarcheret”.

Frederik Preisler ser de senere års interesse for mindfulness, meditation og spiritualitet som en markedsførelse af den oprindelig ambition om fordybelse og en højere indsigt.

”Det moderne søgende menneske har så travlt med at holde fast i karrieren og den materielle velstand, at meditation og mindfulness bliver til et stressreducerende middel. Et middel, der kan bruges, når arbejdspresset er ved at få os til at bukke under. Det er fint nok, og sikkert sundere end både alkohol og psykofarmaka. Men det er hverken noget lyntog eller nattog til erkendelse” (Berlingske Fri, lørdag, p. 12).