Fremadstormende bureau åbner i Sverige

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Think! Digital får stadig flere opgaver for OKQ8 i Skandinavien. Det honorerer bureauet ved at etablere sig tæt på kunden i Stockholm.

Think! Digital har fordoblet sin bruttoavance i alle sine tre regnskabsår, senest ved at lægge næsten 10 mio. kr. oven i de forrige tal. Det er sket primært med arbejde for danske kunder.

Nu får en stigende efterspørgsel fra internationale kunder Think! Digital til at etablere sig i Stockholm. Men armbevægelserne er beherskede:

”Helt konkret handler det i første omgang om at kunne servicere en af vores største kunder endnu bedre. Det drejer sig om OKQ8 Scandinavia, hvor det største marked er Sverige og hvor hovedkontoret er placeret i Stockholm. Vi må være tilstede, hvor kunden laver sin forretning, og med over 700 stationer i Sverige vil vi gerne endnu tættere på slutbrugerne,” siger Jon Lollike, partner og COO i Think! Digital.

Think! Digital fungerer som digitalt leadbureau for OKQ8 Scandinavia i både Danmark og Sverige, og har haft kunden de seneste tre år.

Det fire år gamle bureau har ca. 30 konsulenter og designere i København. Nogle af disse skal fremover sidde lidt mere fast i Stockholm.

”Vi er 3-4 accountfolk, og ideen er, at vi skal sidde deroppe i rotation – suppleret med de freelancere, bl.a. copy, som vi bruger på OKQ8,” siger Jon Lollike.

I første omgang flytter Think ind hos samarbejdspartneren LanguageWire, der har sit største svenske kontor i det centrale Stockholm. Planen sigter mod om en mere permanent løsning i løbet af 2016.

”Lokal presence er et plus i bogen – også i forbindelse med pitches. Og hvis en fast tilstedeværelse i Stockholm kan medføre andre svenske kunder vil det være en bonus, men som det er tænkt nu, bliver det et leverancekontor med strategisk rådgivning drevet ud af København,” siger Jon Lollike.

Han regner med, at Stockholm-kontoret om et år har en håndfuld medarbejdere.

”Vi håndplukker folk med samme omhu, som vi har gjort i København, så vi vil ikke forcere noget i det henseende,” siger Jon Lollike.