For 15. år i træk har Radius CPH analyseret danskernes syn på en række faggruppers troværdighed. Jordemødre, læger og sygeplejersker er fast parkeret i toppen, mens politikere, bilforhandlere og journalister trofast ligger i bunden.
I år er journalister imidlertid rykket en plads længere væk fra bunden. Ikke fordi standen har øget troværdigheden, men fordi en ny faggruppe debuterer på en klar sidsteplads; influencere. Se listen nederst i artiklen.
Det kan umiddelbart synes mærkeligt, når influencer-marketing samtidig – oplyst på AdAge – sidste år steg med 21 pct. på globalt plan og står til at stige yderligere 17 pct. i år.
Nørgård Mikkelsen ser desuden et gennembrud i kanalen dette efterår, og 2024 bliver året, hvor influent-kampagner ifølge bureauet kommer ind på mediaplanen – også i form af lange samarbejder.
Henrik Rewes, mediedirektør og partner i Nørgård Mikkelsen, siger:
”Målingen er et wakeupcall for influencere. Vi har tidligere set selv kendte influencere indgå marketing-samarbejder, som var problematiske for dem selv og branchen. I dag er professionaliseringen stærkt stigende, og influencere er ofte repræsenteret af agenter, der har marketingbaggrund. Det kvalificerer dialogen med bureauer og annoncører.”
Hvad er dit bud på, at influencere ligger så lavt placeret?
”Dels på grund af tidligere tiders tvivlsomme kampagner, dels fordi begrebet kan spille os et puds. Forstået sådan, at influencere er dem, de andre følger. Dem, man selv følger, ser man i højere grad som forbilleder, inspiratorer og eksperter. Og disse personer opfatter man typisk som troværdige,” siger Henrik Rewes.
Så en lav troværdighed er ikke umiddelbart alarmerende?
”Radius’ undersøgelse er interessant og værd at følge. Vi ser ikke desto mindre, at følgerne virkelig engagerer sig i influenternes budskaber – også de kommercielle. For når influencer-marketing er gennemtænkt mellem influencer og brand, så er det relevant og autentisk – og kan give ægte værdi for alle parter, inkl. følgerne,” siger Henrik Rewes.
Overraskende høj kendskabsgrad
Radius CPH er bestemt bekendt med begrebet influencer-marketing. Influenceres stadig større rolle på annoncemarkedet er netop grunden til, at kommunikationsbureauet har taget gruppen med i undersøgelsen.
CEO og medstifter Nicolaj Taudorf Andersen uddyber:
”Det er en faggruppe, mange danskere kan og bør forholde sig til. Alligevel var jeg overrasket over, hvor få, der svarer ‘ved ikke’ om influenceres troværdighed. Også de ældre danskere kender og forholder sig til influencere.”
Han tilføjer:
”Forbundet for Influenter og Bloggere er blevet en selvstændig gruppe under Dansk Journalistforbund, hvilket også er en dimension i, hvornår man formelt bliver til en faggruppe – nemlig når man begynder at organisere sig og at gøre noget for at fremme sit fag. Vi ser, også blandt influencere, en stigende fokus på regulering og transparens.”
Alligevel scorer influenterne lavt i troværdighed …
”Ja, og vi målte dem også sidste år uden at offentliggøre tallene. Vi kan se, at faggruppens troværdighed ikke har udviklet sig signifikant på det år,” siger Nicolaj Andersen.
Jeg vil tro, at unge og ældre har hvert sit syn på influencere …
”Kun delvist. Dataene viser, at der er generationsforskelle: Blandt de 18-29 årige mener 7 pct., at influenceres troværdighed er høj eller meget høj. Det mener ingen over 60 år. Men de unge respondenter er også kritiske, idet 68 pct. vurderer influenceres troværdighed som værende lav eller meget lav. Det mener 76 pct. af respondenterne over 60 år,” siger Nicolaj Andersen.
Troværdighedsanalysen 2023
Målt på faggrupper – af Radius CPH.
Troværdighed målt på en skala fra 1-5. Parentes = Sidste års placering.
- 1. (1) Jordemødre: 4,16
- 2. (3) Læger: 4,08.
- 3. (2) Sygeplejersker: 3,98.
- 4. (6) Fysioterapeuter: 3,85.
- 5. (5) Politibetjente: 3,83.
- 6. (4) Bibliotekarer: 3,83.
- 7. (7) Ingeniører: 3,81.
- 8. (8) Tandlæger: 3,79.
- 9. (9) Psykologer: 3,72.
- 10. (10) Soldater: 3,67.
- 11. (14) Pædagoger: 3,59.
- 12. (11) Skolelærere: 3,59.
- 13. (12) Revisorer: 3,57.
- 14. (15) Præster: 3,51.
- 15. (13) Sosu-hjælpere: 3,50.
- 16. (16) Advokater: 3,48.
- 17. (18) Landmænd: 3,44.
- 18. (17) Buschauffører: 3,40.
- 19. (19) Håndværkere: 3,27.
- 20. (20) Socialrådgivere: 3,24.
- 21. (21) Embedsmænd: 3,07.
- 22. (22) Bankrådgivere: 3,00.
- 23. (23) Ejendomsmæglere: 2,67.
- 24. (24) Journalister: 2,60.
- 25. (25) Bilforhandlere: 2,45.
- 26. (26) Politikere: 2,26.
- 27. (-) Influencere: 1,83.