Fremgang for danske Cannes-tilmeldinger

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Det viser de foreløbige tal – men sandhedens time er i morgen, hvor fristen for tilmelding udløber.

Cannes er verdens mest prestigegivende kreative konkurrence – og formentlig den festival, hvor man mere end noget andet sted kan pejle tidens tendenser og møde både kreative reklamefolk, digitale, annoncører og andre med relation til marketingverdenen.

Den danske deltagelse har dog i de senere år været noget mager. Måske fordi det kniber at vinde noget, måske på grund af trange økonomiske tider, måske på grund af noget tredje.

Men Creative Circle har besluttet sig for at gøre noget ved det og er gået i samarbejde med TV 2 om at fremme festivalen i Danmark.

I morgen er et af de første fikspunkter. Her udløber fristen for tilmelding af arbejder- og spørger man Niels Helberg fra Creative Circle, så ser det lige nu ud til, at det lykkes at komme over sidste års niveau.

“Ved sidste check i går var der 70 registrerede arbejder fra dk mod 51 sidste år på samme tid. Det er en fremgang på 37 pct., hvilket naturligvis skal tages med et betydeligt gran salt, da det er travlhedsgraden på bureauerne, der afgør hvornår arbejderne registreres endeligt. Vi kan da også se at ikke alle bureauer, der plejer at indsende har registreret sig endnu,” siger Niels Heilberg.

Erfaringsmæssigt kommer der rigtig mange tilmeldinger på den sidste dag, og Niels Heilberg håber derfor, at man kan nå op på minimum 150 indsendelser i samtlige kategorier i år mod 110 sidste år.