Skal man sige noget godt om regnskabet i Reklamebureauet Paratt, der er en fusion mellem de to Viborg-bureauer, Attention og Reklamebureauet Par No. 1, så må det blive, at der er klar fremgang.
Problemet er, at der fortsat står et minus – et betydeligt et af slagsen, idet året sluttede med et underskud på over 1 million kr. ud af en bruttoavance på ca. 5,5 mio. kr.
Fremgangen finder man både på bruttoavancen og på bundlinjen – og den var klart størst på bunden, hvor et minus på primær drift på godt 2,2 mio. kr. blev lidt mere end halveret.
Og fremgangen ser ud til at fortsætte – Jens Borved, adm. direktør i Reklamebureauet Paratt, har denne kortfattede kommentar til årsregnskabet:
“Vi følger det mål, vi har sammen med vores investorer. Igangværende regnskabsår giver os troen på et positivt årsresultat for 2013/14”.
Reklamebureauet Par No. 1 er det nye Par No. 1, der blev stiftet i kølvandet på konkursen i sommeren 2011, og i det første regnskabsår måtte de nye ejere tage en række ekstraordinære omkostninger, og derfor endte minusset på over 4,4 mio. kr. før skat.
Gælden er således betragtelig, og derfor er underskuddet endnu større, når man tager de finansielle omkostninger med.
Fusionen med Attention skete lige før regnskabsårets afslutning i sommeren 2013, men det fremgår ikke, i hvilket omfang den realiserede bruttoavance alene vedrører Par No. 1 eller om Attention er indregnet allerede.
De to it-millionærer, der overtog Par No. 1 i 2011, har placeret ejerskabet i Reklame Invest, hvor også ejerskabet til produktions-selskabet Adevolution med drift i Riga i Letland er placeret.
Dette selskab var oprindeligt også en del af Par No. 1.
Regnskabet for Reklame Invest afspejler, at det ikke kun er det danske reklamebureau, der kan levere underskud..
Bureaubiz har tidligere omtalt det lettiske regnskab, der godt nok viste stigende aktivitet – men også et solidt underskud. Det nye regnskab for Reklame Invest viser et underskud på knap 2,8 mio. kr., hvilket nærmer sig en tredobling i forhold til året før.
Bureaubiz arbejder på at få en kommentar til regnskabet fra Paratts adm. direktør, Jens Borved.
Nøgletal for Reklamebureauet Paratt
- Bruttoavance 5,5 mio. kr. +19,6 pct.
- Bruttoavance pr. medarbejder 550.000 kr. +19,6 pct.
- Lønandel 97,1 (117,1)
- Resultat af primær drift -1,037 mio. kr. +53,5 pct.
- Resultat før skat -1,389 mio. kr. +68,6 pct.
Bruttoavancen er estimeret af Bureaubiz