Annoncesalgsbureauet FrontMedia har købt fagbladsforlaget TechMedia. TechMedia udgiver 13 tekniske fagblade og 10 digitale nyhedsbreve til forskellige brancher, mens FrontMedia sælger annoncer til 60 mediebrands, og som tilbage i 2024 fusionerede med Vendemus, der fokuserer på niche- og B2B-medier.
Med de ni medarbejdere i FrontMedia, får man 18 medarbejdere oveni fra TechMedia, hvoraf de fem er freelancere.
“Jeg kan se et stort potentiale i overtagelsen af TechMedia, for der vil altid være interesse for saglige nyheder og information til de forskellige fagbrancher i Danmark – ligesom der altid vil være behov for faglig vidensdeling,” siger ejer af FrontMedia og nu også TechMedia, David Wall, og fortsætter:
“De fysiske fagblade er efter min mening stadig levedygtige og har sin berettigelse. Derfor ser jeg også stadig en fremtid i TechMedias fagblade, om end det bliver med et mere moderne tvist. Desuden er det en ny og spændende verden at udvide forretningen til også at omfatte bladudgiverrollen. Vi skal udvikle, modernisere og fremtidssikre TechMedia og dermed løfte os som fagbladsforlag.”
I forbindelse med handlen er de tidligere ejere Rikke Marott og Peter Christensen, udtrådt af virksomheden.