Af Birthe Nielsen, kreat. dir., Bocca

En af branchens bløde kreative møder en af branchens hårde nysere. Birthe Nielsen interviewer Hanne Feldthus, der har fået megastor opmærksomhed på at lukke folk ind i den bløde kerne under den engang så hårde facade.

Fuck det bløde lort. Det var ordene, som Hanne Feldthus ofte skar igennem med, når jeg i slut 90’erne og start 0’erne sad dér med mit sædvanlige “på den ene side og på den anden side…”.

Dengang var jeg nærmest bange for hende.

I dag handler det om respekt. Hanne ved meget om at være professionel, men selv da hun var hårdest i filten, kunne det ikke skjules, at hun er et følelsesmenneske. Det er jo derfor, hun er dygtig.

Som strategisk planner hos Wibroe, Duckert & Partners har Hanne mange gange været med til at støbe kuglerne til bureauets mest kendte kampagner på den tid.

Nu har hun så med sin egen historie ramt noget i mange mennesker, og det er formentlig derfor, at hun i den grad har haft mediernes bevågenhed.

Jeg har sat Hanne stævne, fordi jeg gerne vil vide noget mere om hendes dyrekøbte erfaringer for at kunne relatere dem til den hverdag, jeg selv befinder mig i på mit bureau.

Hvorfor sagde du ‘fuck det bløde lort’?

Det er sådan, jeg er opdraget. Der var ikke plads til udenomsføleri. Sådan har det været i hele min karriere. Processen kunne vi ikke hænge os i. Vi måtte frem til noget stort og helst i en fart. Det er jo ikke fordi, jeg har været følelseskold. Det var et ønske og en trang til at skære ind til benet, så alt det bløde lort kunne komme væk. Der blev ikke taget så mange hensyn. Det var kunderne og sagen, det gjaldt. Og så kunne man jo ikke gå og pive i krogene.

Min påstand er, at når man søger anerkendelse, som du gjorde, så er det fordi man gerne vil føle sig elsket som person?

Det er rigtigt. Der er et hul inden i én, som skal fyldes ud. Men jeg tror også, at det handler om, at være et kreativt menneske. Man giver meget af sig selv i sit arbejde i forhold til, hvis man for eksempel var logistikchef, der jo kan regne sig frem til sine resultater. Det er ikke kun ens arbejde, men også en som menneske, som rosen kommer til at rette sig mod.

Kan man blive god til noget, uden at arbejde som du gjorde?

Forfatteren Malcom Gladwell har lige skrevet en bog ved navn Afvigerne. I den siger han, at hvis man skal have chancen for at blive virkelig god til noget, så skal man bruge 10.000 timer til en start. Omregnet vil det betyde 10 år, hvis man bruger 3 timer om dagen på intensiv, fokuseret træning. Og det er ligegyldigt, om man skal lære at spille violin eller lave reklame. Det tror jeg er rigtigt. Man kan så spørge sig selv om, hvor hurtigt man vil være god. Og om det er omkostningerne værd. Kan man ikke kan holde til det, er det jo direkte tåbeligt.

Jeg har nok trænet mere end 3 timer dagligt, og er derfor hurtigere blevet god.

Men nu er det jo ikke sådan, at jeg altid arbejdede 100 timer, aldrig holdt fri og aldrig så nogen ud over dem, jeg arbejdede med.

Det havde jo store omkostninger for dig?

Når man konstant sætter præstationer over relationer, bliver man dybest set et ensomt menneske, fordi man konstant render efter det næste sus. Og jo mere man gør det, des mere ensom bliver man. Ikke fordi jeg ikke omgikkes andre, fordi det gjorde jeg jo. Men man bliver ensom oppe i sit hoved, og man bliver enormt selvoptaget. Man har svært ved at tage andre mennesker ind, fordi man er så optaget af sig selv og sine egne projekter. Det er en dårlig spiral at komme ind i. Jeg vil da stadig gerne have anerkendelse, eksempelvis for at have skrevet en god bog. Men jeg kan godt gå et halvt år og bare skrive på den, uden at få ros af nogen. Jeg er begyndt at sætte relationer over præstationer. Så holder man op med at være ensom og får et langt mere harmonisk liv. Hvis jeg har en morgenkaffe aftale med en veninde, så bliver den ikke lavet om, selvom der står nok så mange direktører, og vil have et møde med mig.

Skal man være lige som dine reklamedirektører, for at få det bedste ud af sine medarbejdere?

De stillede meget høje krav, men var jo også nådesløse over for sig selv. Altså jeg ved ikke hvor mange gange, jeg har siddet med Peter Wibroe, hvor han har revet sine egne løsninger i stykker midt om natten for at begynde forfra, selvom mødet var næste dag. Den kompromisløshed havde vi respekt for, og havde de ikke været så hårde ved sig selv også, havde de bare været nogle røvhuller. Men de var ikke røvhuller. Sådan opfattede vi dem slet ikke. Vi opfattede dem som ekstremt krævende, men på den fede måde. For vi kunne bagefter se, at det gav pote.

Men der var jo rigtig mange, der forlod bureauet på den konto. For kunne man ikke leve op til det, kunne man ikke være der. Det var selvfølgelig barskt, men det er også barskt at spille på landsholdet. Enten er du god nok, og så kan du være med. Eller også er du næsten god nok og kan sidde på bænken – eller du kan få lov til at sidde hjemme i stuen og se kampen.

Var du bange for ikke at være god nok?

Jeg har aldrig været bange for mit arbejde. Jeg kunne være spændt og nervøs, men ikke bange, hvilket har været en stor lise. Jeg har altid haft en eller anden forestilling om, at det skal jeg nok fixe. Der er stor forskel på at være spændt og have præstationsangst. Er man spændt yder man sit bedste. Har man præstationsangt går det sjældent godt, for så er man jo hæmmet.

Hvad blev du syg af?

Drivkraften var behovet for anerkendelse, og sygdommen skyldtes et overforbrug af adrenalin. Først knokler adrenalinet rundt, og så begynder kroppen at producere sit eget kortisol. Når du lever på dit eget kortisol, bliver både kroppen og hjernen nedbrudt. Det er en lægmands biologiske forklaring på, hvad der foregår. På det tidspunkt, hvor jeg blev syg, havde man ikke forsket så meget i stress. I dag ved man langt mere om, hvad man skal stille op med det. Det er en depressionslignende tilstand, men det er ikke en rigtig depression, så derfor ville antidepressiva heller ikke havde gjort nogen forskel.

Hvordan ved man, at man er ved at blive syg af stress?

Det er det enormt farlige ved stress. For det første tror man altid, at det er noget, der rammer naboen, og for det andet er det noget, man opbygger gennem rigtig mange år. Jo yngre man er, desto mere kan man holde til. Det er jo ikke raketvidenskab. Men det kan alligevel være i de unge år, at man lægger grunden til et usundt arbejdsliv. Når man så passerer de 40 og bliver ved med at overarbejde, så er det typisk her – altså plus 40, at det går galt. Det er rent faktisk ikke så ofte småbørnsfamilierne. De holder sig kørende på grund af ungerne. Der er nogen, der har brug for dem.

Er du rask nu?

Det tager lige så lang tid at komme ud af sygdommen stress, som det tager at bygge den op. Det lærte jeg for nylig, da jeg var i Aftenshowet med TV-doktoren. Inden vi skulle på, sad vi og talte sammen, og han spurgte mig om, hvor lang tid, jeg troede, jeg havde været om at opbygge min sygdom. Jeg svarede 10 år. Han spurgte, hvor længe det var siden. Jeg svarede 5 år. “Har du stadig angstanfald”, ville han vide. Det har jeg, og havde faktisk vænnet mig til tanken om, at det nok aldrig ville gå over. “Det gør det”, sagde han. “Om fem år”.

Hvis man gerne vil være dygtig, og elsker at blive anerkendt, kan man så undgå stress?

Min gamle kollega Asbjørn Nors sagde en gang til mig: “Hanne, man skal huske at få fedt på hjernen”. Meget rammende. Jeg tror, at det kan være et værn imod at gå ned med stress, at man simpelthen skærer huller ud i kalenderen, som skal bruges på at få noget ind, hvis man altid arbejder med at øse ud.

Det kan være alt fra bøger til kunstudstillinger, film og til gode samtaler. Fedt på hjernen kan man få alle steder fra. Men jeg tog mig ikke tid til det dengang. Under finanskrisen havde jeg nogle måneder, hvor jeg bare tog med til de ting, som mennesker foreslog. Jeg sagde ja til det hele. For eksempel til en tur til Dragør. Vi vandrede rundt, så på stokroser, gik på havnen – spiste is. Jeg ved ikke, hvad det kan bruges til. Men som kreativ kan det være fantastisk at lave noget, som er uden for nummer. Noget man bare gør for sig selv.

Som for eksempel når jeg skriver mine bøger. Jeg tjener ikke alverden penge på det. Det er en hobby for mig. Jeg får mærket mig selv på en ny måde. Det er dejligt at arbejde med ens fag uden for de snævre rammer, der udgør ens skrivebord.

Nu er du i vælten igen…..er du afvænnet?

Jeg er ikke afvænnet fra ønsket om anerkendelse. Det ville eddermame være løgn at sige. Men jeg ved, at jeg har opbrugt min kvote. Jeg render ikke længere efter suset. Jeg glæder mig bare til at komme i gang med min næste bog.

Hvad skal din næste bog handle om?

Min mor….

Fuck, hvor blødt.

Overhovedet ikke. Det er hardcore.

Kommentarer

  1. de bedste også “følelsesmennesker”, det er netop det der gør de gode kreative rigtig gode, at de har adgang/kontakt med sine følelser – men det er bestemt til eftertanke, om det altid behøver have den omkostning, af det skal være på bekostning af relationer til familie og venner – til ens eget liv..

  2. Det er da dejligt at man som medie person, både kan koge suppe på sin success, sin nedtur og sin begyndende optur til success igen.

    Stor kudos til Feldthus for at se mulighederne og så længe der er nogen der lytter er der også nogen til at købe.
    Men nu har vi vidst også hørt i rigeligt omfang at hun har haft det dårligt og at nu har hun det ikke dårligt mere og at hun har lært noget i processen.

Få nyhedsbrev

Tilmeld dig Bureaubiz’ ugentlige brief om bureauer, reklamefolk og marketing - og kom bedre rundt om branchen hver dag.

Tilmeld nyhedsbrev
En del af Creative Club