Gruppen af eventbureauer er kendetegnet ved mange små bureauer og enkelte store. Nu går to sammen og bliver dermed et af de større i branchen.
Det drejer sig om Nordic Event og Welcome, som flytter sammen i Nordic Events lokaler i Valby under navnet WelcomeNordic.
“Vi har kendt hinanden gennem mange år i branchen og hver for sig produceret nogle af de største corporate begivenheder i Danmark. Fremadrettet vil vi udnytte den synergi, der opstår, når vi bor sammen,” siger Jannik Seifert fra Welcome, mens Bo Mertins fra Nordic Event siger:
“Det vil helt givet styrke vores position i markedet, men allervigtigst vil det komme vores kunder til gode.”
Partnerkredsen i Nordic Event har tre medlemmer, og Jannik Seifert bliver nr. 4. Desuden indtræder han i ledergruppen.
Partnerkredsen i WelcomeNordic (fr.v.): Jannik Seifert, Michael Martil, Bo Mertins og Thomas Nielsen
I den seneste Bureauanalyse fra Bureaubiz havde Nordic Event en bruttoavance på 6,8 mio. kr., mens Welcome havde 2,2 mio. Welcome har været større, men har i en periode før 2015 været gennem en opslidende skilsmisse mellem de to ejere.
Med en bruttoavance på ca. 9 mio. kr. placerer WelcomeNordic sig omkring en tredjeplads blandt eventbureauer efter Eventforce og Eventually.
Nordic Event indgår dog i en gruppe af selskaber, så miljøet er reelt større end tallene angiver.
I Bureauanalysen optræder 11 eventbureauer, der til sammen havde en bruttoavance på knap 70 mio. kr. – Eventforce og Eventually udgør dog omkring 40 pct. af det tal.
Eventbureauerne havde som gruppe et mindre godt 2015, der bød på et fald i bruttoavancen og indtjeningen.
Udover eventdelen repræsenterer Nordic Event med sin brede vifte af søsterselskaber kompetencer, der kan håndtere alle aspekter af begivenheder – fra digitale kommunikationsplatforme, after work-arrangementer og catering til underholdning og afvikling.
Welcome kommer med en mere corporate profil med rådgivning og produktion af møder, konferencer og incentives samt en tung international erfaring, der har sikret selskabet flere internationale awards – herunder Esprit Awards, EuBEA Awards og Gala Awards.