Fusion i Aarhus: Envision overtager Marv

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Marv-direktør bliver en del af Envisions ledelse, mens de to kreative direktører bliver en del af den kreative ledelse.

Størrelse betyder noget. Det har folkene bag Marv (tidl. Aarhuskontoret) erkendt, og derfor går de nu sammen med et af Danmarks største reklamebureauer, Envision.

Envision ejer allerede en del af Marv, og overtager nu resten af ejerskabet. Anders Tranæs bliver COO i det fusionerede bureau, og skal sammen med CEO Mona Juul stå for ledelsen af bureauet.

Marvs to kreative direktører, Rasmus Dunvad og Jonas Nørregaard, vil udgøre den kreative ledelse sammen med Envisions kreative direktør, Jesper Herholt.

Marv har været et velfungerende bureau med en stærk kreativ profil – men har også måtte sande, at det aldrig rigtig lykkedes at vokse.

”Vi har erkendt, at vi nok havde nået det, vi kunne. Hvis vi gerne vil ind og gøre os gældende på større kunder – og det vil vi – så kræver det en større muskel, og det får vi ved at blive en del af Envision. Vi ser det sådan, at 1+1 her har potentialet at blive mere end 2,” siger Anders Tranæs.

Mens Envision hører til landets største reklamebureau, så er bureauet mest kendt som et produktions-orienteret bureau. F.eks. håndterer man al Dansk Supermarkeds tilbudskommunikation – men da Bilka skulle have et nyt filmunivers, gik selskabet til Wibroe, Duckert & Partners.

”Vi ser i stigende grad, at de mest ambitiøse indkøbere af kommunikationsløsninger går efter samarbejdspartnere, som leverer strategisk kreativitet, udvikling og eksekvering af nytænkende koncepter – og med det nærmeste man kan komme resultatgaranti. Det forudsætter solid strategisk indsigt og forståelse hos rådgiverne baseret på dokumenteret viden og valide markedsdata – men også en organisation, som stortrives med kreativitet, disruption og udviklingspower,” siger Mona Juul og fortsætter:

”Det er netop, hvad vi med fusionen mellem Envision og Marv vil tilbyde vores nuværende og kommende kunder. Vi mener i al ubeskedenhed, at Envision er Danmarks mest attraktive samarbejdspartner for forandringsparate reklamekøbere, som ønsker agilitet og udvikling kombineret med effekt og høj ROI.”

Kender hinanden

Da de to bureauer kender hinanden godt gennem længere tids samarbejde, så mener Anders Tranæs, at man har et godt udgangspunkt for at fusionere de to kulturer.

”Vi har haft et tæt forhold til Envision i en del år, så vores samarbejde kan starte fra dag et. Vi kender hinanden på kryds og tværs – ikke mindst fra en lang række vellykkede samarbejdsprojekter – og fordi Envision har været medejer af Marv i en årrække,” siger Anders Tranæs og fortsætter:

”På den måde har vi har opbygget tillid og respekt for hinandens stærke kompetencer på alle niveauer. Udgangspunktet for vores fusion er faglig respekt, tillid og masser af ambitioner, fordi begge parter bringer dokumenterede kompetencer til bordet – og derved har de bedst tænkelige muligheder for at skabe synergi.”