Fusion skaber nyt stort digitalt bureau

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Den internationale LBi koncern overtager danske Triple. Det nye bureau får ca. 70 medarbejdere under navnet Triple LBi. Med Triple’s chef som ny adm. dir.

Vurderet på MyImage analysen, Bureaubiz offentliggjorde i januar, så er det de to bundskrabere, der nu finder sammen igennem LBi’s overtagelse af Triple Copenhagen.

Men til det skal tilføjes, at Triple er et blot tre år gammelt bureau, mens LBi under sit tidligere navn, Framfab, har stolte traditioner på det danske marked, der burde have potentiale til en bedre placering.

Måske kan man sige, at Triple er på vej frem, og LBi på vej tilbage. Og kigger man økonomisk, så tegner der sig da også det samme billede.

LBi har de seneste år oplevet en faldende bruttoavance, mens Triple for nylig har aflagt et regnskab for 2009 med en imponerende udvikling.

2008 regnskabet dækker 17 måneder – alligevel voksede bruttoavancen i 2009 med 34,6 pct. til 26,3 mio. kr., og resultat før skat voksede med 35,6 pct. til et plus på knap 8 mio. kr.

Triple opgiver selv at have en eksportandel på over 80 pct. – bl.a. gennem arbejde for Ikea på globalt plan..

LBi er del af en børsnoteret international koncern med 1500 medarbejdere, men skilte sig i efteråret af med sin danske topchef. Siden har Thomas Boisen varetaget ledelsen, mens man har været på udkig efter en ny direktør.

Det har man så fået – Triple’s adm. dir. Bettina Sherain bliver chef for Triple LBi – men med i købet fulgte altså et helt bureau, således at man har formet et nyt stort digitalt bureau med ca. 70 medarbejdere.

Både Thomas Boisen og Bettina Sherain har noteret sig den dårlige placering i image-analysen, som de bestemt gerne vil gøre noget ved.

“Vi vil gerne være mere kendte og vi vil være mere aktive for at blive det. Men først og fremmest er vores fokus på det, som altid har været filosofien i Triple – at gøre kunderne glade for at være kunder”, siger Bettina Sherain og understreger, at visionen for fusionen er at forme fremtidens digitale bureau.

“Vores udgangspunkt er selvfølgelig, hvordan man udnytter de digitale medier, men da verden i det hele taget bliver stadig mere digital, er det et ganske godt udgangspunkt”, siger Bettina Sherain og fortsætter:

“Man kan sagtens forestiller sig, at vi som bureau vil brede os mere. Det afhænger af kunderne og projekterne, om der er mest behov for et samarbejde på tværs eller om enkelte bureauer i højere grad kan håndtere lead-rollen. Grundlæggende skal al kommunikation være strategisk forankret, men derudover ser vi et behov for en fusion mellem en ny opfattelse af kreativitet og teknologisk indsigt”.

Ingen af parterne vil oplyse en salgspris, men den mest almindelige måde at værdisætte et bureau på er et års bruttoavance.

Regnskabet for Triple nævner fire ejere med mere end 10 pct.: fire selskaber repræsenterende henholdsvis Bettina Sherain, Lars Cortsen og Jonas Bechlund. Disse tre sidder i selskabets bestyrelse. Hertil kommer Lotte Ronan.

Jonas Bechlund kommer til at udgøre direktionen sammen med Bettina Sherain, mens Lars Cortsen og Lotte Ronan fortsætter i den nye virksomhed som henholdsvis kreativ direktør og kontaktdirektør.