Fyringer i stor-bureauer

Peter Engholm
25@mail.dk

Kunde & Co og Halbye Kaag JWT nøjes ikke med ansættelsesstop.

To meldinger fra to af landets største reklamebureauer:

“Derfor har vi tilpasset organisationen og skilt os af med 5-6 medarbejdere”, siger Jesper Kunde, adm. direktør i Kunde & Co.

“Vi har justeret med fem personer, hvoraf de to er blevet opsagt”, siger Steen Halbye, adm. direktør i Halbye Kaag JWT.

Udtalelserne stammer fra dagens MedieMarked i Børsen, der konkluderer, at “Nu fyrer reklamebureauerne”. Dermed er Kunde og Halbye på linje med bl.a. Guava og Netpeople, men samtidig et skridt længere fremme end de bureauer, der – hvad enten de er en del af WPP eller ej – praktiserer ansættelsesstop. Og to skridt længere fremme end BBDO, der nøjes med at tale om ‘agtpågivenhed’ og skal have ansættelserne godkendt i London.

Tilpasningerne i Kunde & Co skyldes især bureauets kunder i byggesektoren, som skærer ned, mens justeringerne i Halbye Kaag JWT tog form, da bureauets detailhandelskunder fik det svært.

Over for Børsen frygter Jesper Kunde, at yderligere nedgang kan koste endnu en håndfuld fyringer i 2009 – det ville i givet fald bringe bureauet ned på 180 ansatte.