I Danmark har dagbladene længe været på en betydelig deroute både, hvad angår oplag og annoncer, og man har nærmest følt sig som en anakronisme, når man har udtrykt en tro på, at det trykte medie har en fremtid.
I USA har dagbladenes udvikling ikke været bedre – måske snarere tværtimod. Det har ført til mange initiativer i jagten på en fremtidig forretningsmodel – og på det seneste også til en række handler med skrantende aviser.
Størst opmærksomhed er dog tilfaldet Amazon-stifter Jeff Bezos køb af Washington Post i denne uge.
Ikke så mærkeligt. For Washington Post er et klenodie i avis-sammenhæng. Drevet af en familie i generationer og en garant for uafhængig journalistik. Avisen bag den undersøgende journalistiks moder, Watergate-skandalen, der bragte en amerikansk præsident til fald.
Heroverfor en af de mest fremtrædende internetpionerer – manden bag Amazon.
Han er blandt USAs rigeste med en anslået formue på 26 mia. USD, og det er set før, at rigmænd bruger nogle af deres penge på at lege med aviser. Men selv om Jeff Bezos så rigeligt har råd til at give 250 mio. USD for Washington Post og sikkert også poste yderligere penge i udvikling af forretningen, så trækker det ekstra opmærksomhed, at det er en internet-pionér, der gør det.
Foreløbig har han været meget tilbageholdende med udmeldinger – ud over at forsikre om, at avisens grundlæggende værdier og fokus på journalistik ikke står foran forandringer.
Det giver plads til spekulationer om, hvad han vil med avisen – og spekulationer om, at Jeff Bezos med sin baggrund måske har lige netop dét, der skal til for udvikle en forretningsmodel for det traditionelle dagblad.
Amerikanske AdAge har listet tre mulige grunde for Jeff Bezos til at investere i Washington Post.
Den ene grund beskæftiger sig ikke med med forretningen. Her handler det udelukkende om indflydelse i Washington. Avisen er blandt de politisk mest indflydelsesrige, og Jeff Bezos har rigeligt med interesser, hvor han gerne vil påvirke politikerne.
Det kan synes som en dyr måde at købe indflydelse på, men det er set før blandt milliardærer og en gangbar vej til at påvirke samtalen i Washington.
De to andre grunde handler til gengæld meget om forretningen.
Han vil redde journalistikken, og – som det noteres – Amazon har stor ekspertise i user experience. Derfor har Jeff Bezos gode forudsætninger for at udvikle, hvad fremtidens læser-oplevelser indebærer.
Men måske vil han også bare gerne tjene penge – hvilket selvfølgelig ikke behøver udelukke at redde journalistikken.
Jeff Bezos tænker langsigtet, og selvfølgelig kan et økonomisk incitament indebære effektiviseringer. Men samtidig fremhæves hans innovative udgangspunkt.
“Af alle de spillere, der er trådt ind på markedet, tror jeg, at dette er den mest interessante. Når du ser på en industri i voldsom forandring og måske truet, tror jeg, at den største innovation kommer fra folk uden for kerne i industrien,” siger James Moyer, der er partner i Brand Value Advisors.
I en klumme på AdAge får Jeff Bezos dog også tørt på. Simon Dumenco trækker en række historier frem om Amazons meget store problemer med arbejdsforhold for sine ansatte – både i USA og i Tyskland, der er Amazons næststørste marked.
Simon Dumenco forstår den eufori, der er gået igen i mange kommentarer, og fortæller om en af dem, der konstaterede, at “isbjerget har netop reddet Titanic”.
Men han tror ikke på, at der vil gå lang tid, før man vil opleve Bezos gøre ting med Washington Post, der er “vidunderlige for The Post” men “forfærdelige for journalistik som forretning.”
“Eller sagt på en anden måde – stol aldrig på et isbjerg,” skriver Simon Dumenco.