Gaming er også et dialogværktøj

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Computerspil kommer bredere ud end mange måske forestiller sig og rummer bredere markedsføringsmuligheder end blot annoncer.

Spiller du? Altså ikke Lotto og den slags, men spil på computeren eller nettet? Det er faktisk ikke usandsynligt, for der er langt flere spillere end mange måske forestiller sig og de breder sig langt ud på både køn og alder.

Det gør annoncering i spil oplagt, men der er faktisk langt bredere marketingmuligheder. Morten Aabo, partner i dialogbureauet, Responsive, ser ligefrem gaming som et potentielt dialog-værktøj. Han var med på den årlige tur til den amerikanske DMA-konference, og her oplevede han et indlæg fra EA Games, som han fandt meget spændende.

“EA Games fremlagde deres målgruppedata, og måske tror du, at storforbrugere af spil kun er unge op til 30 år. Men sådan er det ikke. Faktisk er det hele 41 procent af amerikanske spillere, der er over 35 år. Det mest tankevækkende var, hvor godt EA har fat i kvinderne. 43 procent af alle amerikanske spillere er kvinder og hvis man kigger på Facebook-spil alene, udgør kvinderne hele 58 procent,” siger Morten Aabo. 

Han er ikke i tvivl om, at de tal kan overføres til danske forhold og det er især skiftet fra, at man ‘i gamle dage’ skulle kunne betjene en spillekonsol for at spille, til at man i dag kan spille på sin mobil eller via de sociale medier, der har gjort alle til ‘gamere‘.

Spil på nettet er for forbrugere en behagelig form for afslapning. For virksomheder er det en unik mulighed for at indfange kunder i den digitale verden, fordi man kan skabe en transaktion med kunden, hvor de giver email-permission, liker virksomhedens Facebookside, melder sig ind i kundeklubber. Til gengæld får kunden noget igen i deres spil.

EA Games har taget konsekvensen af udviklingen og de betragter nu sig selv mere som medievirksomhed, fremfor en virksomhed, der sælger spil-licenser.

Som en del af den nye strategi har de taget en af deres allerbedste sællerter, SIMS 3, der er solgt i mere end 140 mio. kopier verden over og har lagt spillet gratis ud på Facebook. De har nu 10 mio. spillere hver eneste dag, der i gennemsnit bruger over en time på spillet.

“Det smarte er, at en annonceplads i et spil ikke blot er annoncering, men at man også kan skabe interaktion og at man som annoncør kan integrere sig ind som en del af spillet. Det engagerer brugerne”, siger Morten Aabo.

Dunkin’ Donuts har en reklame med i SIMS 3, hvor de opfordrer brugerne til at like dem på Facebook og hvis de gør det, så får de en solvogn gratis i spillet. De forærer noget væk i den virtuelle verden for at få noget i den digitale verden.

“Det interessante ved gaming er, at du både kan eksponere dit budskab og samtidig flytte et kunde-emne et par trin ned i salgstragten ved, at kunden identificerer sig. Derved bliver det en leadgenereringsmaskine, hvor vi kan starte individuel kommunikation og bearbejde kunderne yderligere”, siger Morten Aabo.