For tre år siden, den 14. marts 2008, blev den 23-årige norske studerende, Martine Vik Magnussen, fundet voldtaget og dræbt i London – i en kælder, der tilhørte hendes medstuderende Farouk Abdulhak.
Han er eftersøgt for drabet, men opholder sig nu i hjemlandet Yemen, som hverken Storbritannien eller Norge har en udleveringsaftale med.
I mellemtiden arbejder bl.a. norske forbrugere på at få et gennembrud i sagen. Det skriver Kampanje.com.
Således har over 50.000 nordmænd de seneste uger boykottet Coca-Cola, fordi læskegiganten samarbejder med den drabmistænktes far, Shaher Abdulhak.
Coca-Cola har reageret med en tilsvarende boykot af Abdulhak senior:
“Jeg kan bekræfte, at Shaher Abdulhak ikke længere har nogen finansiel interesse i vores tapperier i Libyen og Egypten. En lignende proces er i gang i Yemen, men da landet er under opløsning, tager det lidt længere tid der. Derudover har Abdulhak selv valgt at træde ud af ledelsen i det Egyptiske tapperi,” siger Stein Rømmerud, kommunikationschef i Coca-Cola Norge til VG.no
Tidligere har en gruppe norske stortingspolitikere skrevet til Shaher Abdulhaks største forretningspartnere, og det fik Daimler-Benz til prompte at afbryde samarbejdet. Nu følger så ikke bare Coca-Cola, men også Philips og Whirlpool efter.