Gaute Høgh gør status: 15 år med bureauet – og 5 måneder med Covid-19

Peter Engholm,
journalist

CoPlus fylder 15 år, og samarbejdet med teleselskabet 3 har samme alder. Kunden har formet og ændret bureauet, og stifteren Gaute Høgh sætter ord på udviklingen, ændring i ejerkredsen – og på den sygdom, han er på vej væk fra.

I april skulle Bureaubiz have bragt en historie om CoPlus – og om, at nogle virksomheder og bureauer hænger uløseligt sammen. Ikke mindst de personer, der tegner de respektive foretagender.

Sådan skulle det ikke gå, for CoPlus’ stifter og CEO, Gaute Høgh, blev syg og indlagt med Covid-19. Sygdommens og forløbets alvor understreges af, at det først er nu, at Gaute Høgh kan fortælle sin og bureauets historie. Og fortællingen må indledes på en anden måde end først planlagt:

”Jeg er stille og roligt på vej tilbage. Det er jeg naturligvis stærkt taknemmelig for. Og jeg er glad for, at bureauet har fungeret så stærkt. Det er den forfærdeligste måde at få tryktestet sit bureau på. Men det kommer fint ud af 2020. Teamet har været fantastisk,” siger Gaute Høgh.

Bureauets indsats fremhævet
Herefter kan turen gå år tilbage. Til et tæt samarbejde, der begyndte i 2005. Da tiltrådte Morten Christiansen som adm. dir. for teleselskabet 3. Kort efter valgte han det bureau, som Gaute Høgh var ved at bygge op. Det hed dengang Co+Høgh.  

3 har under Morten Christiansens ledelse fået vendt store underskud til store overskud, og indsatsen fra den trofaste bureaumakker blev bl.a. anerkendt, da teleselskabet så tilbage på 2019. Meddelelsen berettede om en netto-kundetilgang på næsten 100.000 og et driftsoverskud på 211 mio. kr., og i den forbindelse blev ”et stærkt marketingunivers” fremhævet to gange, og 3-hunden blev ligeledes nævnt.

Uganda var den allerførste kunde
3 er CoPlus’ founding client. Ganske vist var den allerførste kunde Uganda. Altså landet. Gaute Høgh mødte præsidentens bror, og det blev til et projekt.

”Opgaven bestod i at brande nationen. Det udløste også et kaffeprojekt, der blev solgt ind i flere kæder. Det er et fantastisk land, men korruptionen var desværre udtalt. Jeg ville gerne reinvestere, men jeg ville ikke betale 5-10 pct. i penge under bordet hver gang.”

Hasselblad var en anden kunde, men både dén og Uganda blev håndteret af Gaute Høgh med hjælp fra ”en student og et par venner”. 3 var første kunde i bureauet.

Erfaringerne med 3 bruges globalt
I modsætning til dagligvarekæder, der klassisk set er særdeles bevidste om deres fødselsdag, så skal Gaute Høgh først lige regne efter for at nå frem til de 15 års samarbejde med 3 – og de 15 år som bureau.

Til gengæld skal han ikke bruge tid på at formulere 3’s betydning for bureauet.

”Vi begyndte helt traditionelt med bl.a. at lave alle skilte, bannere, POS. Men Morten Christiansen mente, at vi skulle fokusere på det narrative og essensen af brandet. Når 3 er blevet en succes, skyldes det bl.a., at brandet er konsistent – det mest konsistente i telebranchen. Og det hjælper, at folkene i ledelsen har været de samme i lang tid,” siger Gaute Høgh og uddyber:

”Vi har fokuseret på at bygge brands for 3 – herunder også Oister og 3-business. Det er de erfaringer, vi har fået med dem, som vi siden har brugt andre steder i verden. Vi udforsker og skaber vækst gennem branding.”

Bumpet vej fra fullservice
Samarbejdet med 3 satte en konkret udvikling i gang:

”Det er 10 års tid siden, at det ikke kunne betale sig, at vi rentegnede for 3. De personer kunne 3 selv ansætte. Det blev begyndelsen til vejen væk fra fullservice, og den rejse har formet os til dét, vi er i dag. Vi bygger eller optimerer brands – vi koder ikke, vi laver ikke PR. Vi hjælper kunden med enten at insource eller finde de bureauer, der skal udføre det videre arbejde,” siger Gaute Høgh.

Rejsen har bestemt ikke været uden bump. CoPlus voksede gevaldigt til, knopskød med flere forskellige bureautyper og var vitterligt et fullservice-bureau. Men økonomien led under vokseværket:

”Vi havde en krise for 7-8 år siden og tog konsekvensen. At koncentrere os om det – og kun det – vi er gode til. Vi droppede skilteproduktion, lagde arbejdsgangene om og fakturerede på en anden måde – uden timebetaling, men med en fast fee. Vi er i dag Creative Business Consulting og bistår virksomheder med at udforske ny vækst via kreativitet,” siger Gaute Høgh.

Ny ene-ejer og direktør
I genopbygningsprocessen havde Gaute Høgh en god makker i Peter Kastrup-Misir. Han var igennem en lang årrække partner og en overgang adm. direktør.

”Peter har en doktorgrad i business administration og er god til systemer. Han var med til at få det op at køre igen,” siger Gaute Høgh.

Brugen af datid skyldes, at Gaute Høgh sidst i 2019 købte Peter Kastrup-Misir ud af bureauet. Gaute Høgh er i dag eneejer og adm. direktør. Begge dele har han prøvet før i bureauets historie.

”Peter og jeg er uforandret gode venner. Men vi var ikke enige om, hvad næste trin skulle være. Jeg synes, at det er godt og sjovt at være den størrelse, vi har i dag.”

Overskud og mange nationaliteter
Størrelsen kan måles på flere måder: Økonomisk har bureauet været inde i en god gænge med et overskud før skat på 8,4 mio. kr. i 2017 og 9,8 mio. kr. i 2018. I 2019 blev overskuddet, efter ændringerne i ejerkredsen, blot en beskeden kvart million.

Og som nævnt indledningsvist: Et 2020, der ser ud til at blive ok. I øvrigt med en anderledes positiv effekt af pandemien end den, der blev direktøren til del:

”CoPlus har længe hentet 80 pct. af forretningen i udlandet og 20 pct. i Danmark. I de seneste måneder er den danske andel steget en del,” siger Gaute Høgh.

Størrelsen kan også ses i antallet af medarbejdere:

”Jeg har lært, at vores rette størrelse er 15-25 medarbejdere. Vi taler med kunderne om markedsdifferentiering, og internt gør en differentiering sig også gældende: Vi er ni forskellige nationaliteter. Blandt vores account-folk er en irer og en islænding – begge kvinder i øvrigt. Da vi begyndte, bestod accounten af mænd, og den kreative afdeling havde næsten udelukkende kvinder. Nu er det omvendt. Det er ikke bevidst, det er bare sådan, det har udviklet sig,” siger Gaute Høgh.