En partners afgang, tab af en række kunder og en blødende bundlinje.
2016 var lidt af et annus horribilis for Geelmuyden Kiese, der blandt andet måtte se et pænt overskud forvandlet til et underskud på 1,154 mio. kr.
I 2017 lykkedes det at vende udviklingen, og kommunikationsbureauet, der kalder sig Skandinaviens største, kan nu igen præsentere et årsregnskab med plus på bundlinjen.
Årets resultat landede sidste år på 1,194 mio. kr.
Geelmuyden Kiese omsatte i 2017 for godt 44 mio. kr., hvilket faktisk var en million mere end i 2015. I 2016 lå omsætningen på små 36 mio. kr.
Brancher og kompetencer
Ledelsen erklærer sig i sin beretning godt tilfreds med resultatet og varsler en lys fremtid:
”2017 blev et godt år med skarpt fokus på forretningsudvikling og investering i kreativitet og branchekendskab. Med ambitiøse mål om langsigtet vækst ser ledelsen positivt og ambitiøst på 2018,” lyder det.
Janna Sundewall (foto), der er adm. direktør i Geelmuyden Kiese i Danmark, uddyber i en pressemeddelelse:
”Vores investeringer i styrkede kreative og digitale kompetencer har givet gode resultater. Desuden har vi arbejdet endnu mere målrettet inden for de brancher, hvor vores rådgivere har deres spidskompetencer, og det kan i høj grad ses på resultatet.”
Fokus på finans
Det positive resultat skyldes ifølge ledelsesberetningen især en række større kampagner og gode, langvarige kunderelationer inden for forretningsområderne public affairs, corporate communications og brand communications.
Geelmuyden Kiese har ud over investeringer i navnlig kreative og digitale kompetencer oprustet på rådgivning af danske og internationale finansielle selskaber samt inden for finansiel kommunikation.
”Strategien har betydet, at mange kundeforhold har udviklet sig til at blive endnu større og længerevarende, og vi har desuden fået flere nye og store kunderelationer, særligt inden for vores nye satsningsområde, som er rådgivning af finansielle virksomheder og finansiel kommunikation,” fortæller Janna Sundewall.
Ny partner
Som en direkte konsekvens af tilgangen af danske og udenlandske finansielle kunder er Geelmuyden Kieses direktør for corporate og finansiel kommunikation, Christian Grønning, trådt ind i partnergruppen.
Partnerkredsen i Danmark består foruden Christian Grønning af Maria Steno, Karne Lykkebo og Janna Sundewall.
Nøgletal for 2017 (i parentes hhv. 2016 og 2015)
Nettoomsætning: 44.085.140 kr. (35.996.988) (43.080.925)
Bruttofortjeneste: 25.906.982 kr. (21.657.196) (28.367644)
Driftsresultat: 1.767.381 kr. (-1.094.141) (2.562.110)
Årets resultat: 1.194.383 kr. (-1.153.992) (1.845.990)
Ansatte i gnmsn.: 36 (35) (41)