Da TrygVestas nordiske marketingdirektør, Christian Bjerring, for nylig opsagde kontrakten med &Co, var det med begrundelsen om at få nogle nye øjne indover og at skabe et stærkt, nordisk kommunikationsunivers.
Nu er en bureaurunde med i hvert fald tre bureauer i fuld gang – det er en kampagne også. En kampagne, der netop favner det nordiske marked.
“I forbindelse med en bureau-sondering kom TrygVesta til os sidste sommer med et nyt produkt målrettet unge mellem 18 og 28 år i Danmark, Norge, Sverige og Finland. Det er første gang, at man går ud på nordisk plan på denne måde,” siger Jacob Højrup Hansen, partner i Gefühl.
Produktet hedder YoungLiving og er sammensat af forskellige livsstilspakker, der passer til målgruppens individuelle behov for forsikring – bl.a. med særligt fokus på elektronik, høj rejseaktivitet og ekstremsport.
“Vi har stået bag strategi, navngivning, website og en visuel identitet, der er baseret på en to-go tankegang, som i forvejen er en del af målgruppens livsstil,” siger Jacob Højrup Hansen.
Bureauet er ikke uvant med den yngste del af voksen-målgruppen, idet man for nylig vandt åbent hus-opgaven for Københavns Universitet og desuden har stået bag kampagner for Handelsskolerne og IT-uddannelserne.
TrygVestas nye produkt og visuelle identitet kan ses her.