Performance-bureauet Resolution blev lanceret i 2013 og markerer ti-året ved at stoppe – ikke som bureau, men som navn. Bureaubiz skrev i sidste uge om tre nomineringer ved Global Search Award til Resolution, og skulle bureauet vinde, så bliver det således Transact, som samler awards op.
Omincom Media Group har tre mediabureauer (OMD, PHD og Hearts & Science), et kreativt bureau (Drum), et såkaldt beslutningsstøttebureau (Annalect) og nu også ”det digitale handels- og performancemarketingbureau Transact.
Lanceringen af Transact dækker ifølge en pressemeddelelse ikke kun over et navneskift, men en genopbygning, en genstart og en udvidelse.
Behovet for forandringen skal næppe findes i regnskaberne, for Resolution er – som det understreges – vokset med over 20 pct. årligt siden 2019.
Transact har godt og vel 45 medarbejdere i Danmark, med kontorer i København og Aarhus, og det antal står til at vokse, for man er takket være den nævnte vækst lidt bagud med at ansætte.
Transact tager afsæt i Resolution og performance marketing. Her har bureauet oplevet, at ”de fleste virksomheders e-handelsløsninger har indbyggede mangler og begrænsninger, der ikke tillader dem at optimere deres egne platforme effektivt og indløse salgspotentialet gennem de voksende digitale markedsmuligheder”.
På den baggrund vil Transact bistå virksomheder med at udvikle, implementere og aktivere dét, bureauet kalder Connected Commerce-strategier, for at skabe yderligere vækst på tværs af alle digitale platforme
Frank Andersen, head of performance marketing, Omnicom Media Group Nordics, siger:
”Der er behov for en mere helhedsorienteret og sammenhængende tilgang til e-handel. Med maksimal digital tilgængelighed på markedet kan virksomheder både have en førsteklasses brugeroplevelse på egne handelsplatforme og udvide denne til andre vækstmuligheder som shoppable media, markedspladser og retail media.”
I Norden har Transact 100 medarbejdere og på verdensplan 1500 medarbejdere.