Geschæft-tankerne bag deres fitness dk app

Emil Nørlund
emil@bureaubiz.dk

Bureaubiz har spurgt Benjamin Bang, der er Geschæfts kreative direktør, hvorfor de har udviklet en trænings-app til et allerede proppet marked.

Du har sikkert allerede set reklamen for fitness dk appen ‘Everything Counts’. Appen som fitnesskæden, i samarbejde med Geschæft, har udviklet specielt til deres egne medlemmer.

Hvis du ikke er løbet ind i kampagnefilmen, kan du se den her:

I forvejen findes der et mindre hav trænings- og fitness-apps, såsom Endomondo og Nike+ Training, på markedet. Man kunne fristes til at sige, at man kunne fodre svin med fitness apps. Derfor har Bureaubiz (B) valgt at tage fat i Benjamin Bang (BB), for at høre, hvad han mener, at den Geshæft-udviklede fitness app, bringer til bordet.

B:  Hvilke tanker har I gjort jer i forhold til, at jeres fitness dk app kommer med noget nyt?

BB: “En fitness-app er i sig selv ikke banebrydende, men kombinationen af fitnesscenter og fitness-app er interessant, da det samler træningstrådene for forbrugeren, så de kun behøver at kigge ét sted”.

B: Men hvorfor er det så vigtigt at samle disse aktiviteter i én samlet app?

BB: ”Der er vanvittigt mange stærke apps på markedet og for de indviede techies, multimedie-mennesker og træningseksperter er det alt rigeligt. Men det kræver overblik, knowhow og engagement konstant at vælge de rigtige apps til den rigtige træning, taste data ind og holde scoren på ens kalorieforbrug ved lige – udenfor træningssituationen”.

B: Så det altså en form for ‘fitness for dummies’-app?

BB: ”Vi går efter den mere brede forbruger, der skal have et motiverende overblik i første hug. Samtidig differentierer ’Everything Counts’ sig ved, at den tager hele en persons fysiske gøren og laden med i betragtning. På den måde skal man ikke starte fra scratch på løbebåndet for at nå sine målsætninger. For ret beset kan man allerede være godt på vej mod sit mål, fordi elevatoren på arbejdspladsen er ude af drift og kæresten er glad for den obligatoriske uendelig lange søndagsgåtur. Alt tæller jo.”

B: Det lyder jo alt sammen meget flot. Men hvordan fungerer den egentlig?

BB: ”Vi synes, at den fungerer ret fedt. Selvfølgelig har vi måtte træffe en del til- og fravalg. Men grundfunktionen er nu, at vi har lavet nogle estimater baseret på vægt, alder, køn, træningsmål som så bliver sammenholdt med hvilke typer af hold og træningsprogrammer, man deltager på i centrene. På den måde checker appen automatisk op på dine aktiviteter og samler det hele i et ugentligt og månedligt overblik. Et fitbit med pulsmåler og en dedikeret løbe-app er stadig mere præcis til netop puls og løb. Men der får brugeren ikke hele billedet med. De fleste træningsapps er skidegode til at fortælle, hvor langt man er gået, men aldrig hvor tæt man er på sit personlige mål, al aktivitet taget i betragtning”.

 B: Er appen helt færdigudviklet som den er, eller er der planer for videreudvikling?

BB: “Vi ser dette som et vigtigt første skridt, for fitness dk, væk fra pris-snak og mod en mere holistisk tilgang til træning. Det er en tilgang, vi synes, der passer godt med både tidsånd og tendens. Der er mange muligheder, når man pludselig er i lommen på fitnessfolket og vi har en del planer for yderligere integration og aktiveringer af brugeren. Men endnu kan vi ikke sige hvad, man ved aldrig om Fitness World læser med. Vi føler at denne app er en spændende og solid start på, at få fitness dk flyttet fra et være en fitness-facilitet, til at være en fitness-facilitator”, afslutter Benjamin Bang fra Geschæft.