Affiliate marketing er en ung branche, der nogle steder kan have et lidt cowboy-agtigt præg.
For nogle uger siden gik selskabet bag IQ Medier, Media Danmark, konkurs, men giftige regnskaber er ikke nødvendigvis et særsyn. Det gælder f.eks. det nye Repaymedia og Mikkelsen Media.
Sidstnævnte, der hører til på Fyn kæmper faktisk for livet i øjeblikket. 2011 blev et forfærdeligt år med et kraftigt fald i bruttoresultatet og et kæmpe underskud.
Regnskabet er aflagt med fortsat drift for øje, men revisoren har dog gjort sig den ulejlighed at opgøre kapitalbehovet i en supplerende bemærkning.
Revisor vurderer, at der er behov for mindst 3-4 mio. kr. i yderligere likviditet. Det oplyses, at der på underskriftstidspunktet ultimo juni pågår drøftelser om indskud af kapital, men det tilføjes, at ” vurderingen af selskabet som going concern er derfor forbundet med stor usikkerhed, men vi er på det foreliggende grundlag på underskriftstidspunktet enige i ledelsens vurdering.”
Det dårlige regnskab, hvor bruttoresultatet blev reduceret til en tredjedel fra 5,6 til 1,8 mio. kr. kommer oven på et 2010, hvor Mikkelsen Media blev taget under behandling i DRs Kontant for at spamme forbrugerne.
Det er ikke lykkedes at få fat i direktør Martin Mikkelsen for at høre, hvordan det går med at rejse kapital.
Navnebroderen, Thorsten Mikkelsen, står med i direktionen i 2011 regnskabet, men oplyser, at han ikke mere har noget med selskabet at gøre.
Repay Media har Rune Lundager som medstifter. Han var oprindeligt med til at starte IQ Medier. Han og partneren Casper Ravn-Sørensen gik dog fra hinanden for to år siden, hvorefter Repaymedia blev startet.
Der foreligger kun et enkelt regnskab, som ikke er køn læsning. Ikke så meget på grund af underskud, der jo ikke er et særsyn i et nystartet firma men mere på grund af et egentligt revisorforbehold. Revisor har ikke kunnet opnå et tilstrækkeligt og egnet revisionsbevis for regnskabsposten mellemregninger med kapitalejere (gæld til tilknyttede virksomheder). Posten er på 2,4 mio. kr.
Desuden nævnes i en supplerende bemærkning, at selskabet ikke har overholdt bogføringsloven, “hvorved ledelsen kan ifalde ansvar.”
Rune Lundager ønsker ikke at kommentere på forbeholdet og den supplerende bemærkning, men har sendt en udtalelse om regnskabet:
“Det er korrekt, at regnskabet ikke ser smukt ud, men det koster at opbygge en virksomhed. Vi har udviklet RepayMedia fra ingenting til at være en markant virksomhed indenfor affiliate markedsføring – og vi har været selvfinansierende fra dag et. Vi har investeret hver eneste overskydende krone i dygtige medarbejdere, udvikling af egne softwares, markedsføring m.v., og det er årsagen til den negative bundlinje. Det synes jeg faktisk er smadder godt gået i en tid, hvor mange har måtte skære kraftigt eller lukke. Bundlinjen skal vi nok få op, vi er inde i en god udvikling.”
Selskabets første 14 måneder gav et bruttotab på 1,26 mio. kr. og et underskud før skat på 2,67 mio. kr.