Giganternes kamp: Adidas strikes back

Peter Engholm
25@mail.dk

Beckham og andre stjerner optræder i Mos Eisley Cantina fra Star Wars i ny film for Adidas, der får officiel premiere d. 12. juni. Men allerede nu ligger den på nettet.

Giganterne mødes ved VM – altså annoncørerne. Nike bragte sig i front 1-0 med sin tre min. lange “Write the Future”. Nu slår Adidas igen i form af “Adidas Originals – Stars Wars Cantina 2010”.

Den 2:10 min lange film genskaber den vel nok mest kendte scene fra Star Wars-filmene; Mos Eisley Cantina fra den første Starwars, hvor Luke Skywalker og Ben Kenobi – blandt galaksens særeste skabninger – møder Han Solo.

Adidas har fået tilladelse til at fifle lidt med scenen, så Cantina’en nu er udstyret med storskærme, og der er fem min. til, at dommeren fløjer kampen i gang. Og galleriet er nu blevet endnu mere sært, idet Snoop Dogg og Noel Gallagher nu er skrevet med i scenen sammen med bl.a. David Beckham og Franz Beckenbauer. Alle iført varenumre fra Adidas Orignals kollektionen.

Luke Skywalker og Ben Kenobis pladser er for en stor dels vedkommende overtaget af Daft Punk i læderdragter og skinnende hjelme. Og scenens dusørjæger – nu fodboldagent, men stadig med et skydevåben i hånden – forsøger at overtale Beckham, når han er blevet sin skade kvit, til at spille på Jabba The Hutts hold.

Når Adidas slår igen, så er stilen på ingen måde ikke intens og inciterende som Nike-filmen – snarere legesyg, endda pjattet. Men tanken om at lave Mos Eisley Cantina om til en sportspub er på sin egen sære vis ganske kreativ.

Filmen får tv-premiere i sin fulde længde den 12. juni, en dag efter VM-åbningskampen.

I mellemtiden er den blevet seeded online og kan ses her.