Gigtforeningen i sin største politiske kampagne

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Hjaltelin Stahl står bag kampagnen, som skal få politikerne til at tage beslutning om en helhedssamtale for kroniske syge. Se filmen her.

Sidste efterår vandt Hjaltelin Stahl Gigtforeningen som kunde, og nu er de ude med den første kampagne.

For Gigtforeningen er det den hidtil største politiske kampagne. Den har ikke til hensigt at hverve medlemmer, men at råbe politikerne op.

Det gør man ved at forsøge at mobilisere kronikere og andre med en underskriftsindsamling, der skal få det politiske system til at stille forslag om en helhedssamtale, hvor man ser den kroniske patient som en helhed.

I stedet for som i dag, hvor man mener, der ikke er sammenhæng i sundhedsvæsenet, men hvor man blot fokuserer på de enkelte sygdomsspecialer.

”Man kan godt sige, at vi skærer problemet ud i pap, men selvom selve problemet måske er lidt snørklet at fortælle om, så er konsekvensen til at forstå. Mange føler sig simpelthen set som et symptom eller en kropsdel alt efter, hvilken behandler de lige er hos den pågældende dag. Det er den følelse, vi har sat på spidsen,” siger creative director hos Hjaltelin Stahl, Søren Grønborg,

Hjaltelin Stahl har anvendt et “markant og seværdigt begreb”, siger Michael Venneberg, der er account director hos Hjaltelin Stahl:

“Vi har villet beskrive problematikken med ét billede, og det synes vi er lykkedes godt.” 

Kampagnen går i luften i dag med en film, der er produceret af Hjaltelin Stahls produktionsbureau, Pegasus. Kampagnen kører de næste tre uger i tv, dagblade og OOH-særplaceringer omkring Christiansborg.

I de digitale kanaler er kampagnen udvidet med en underskriftindsamling, der skal mobilisere danskerne og være med til at overbevise politikerne.  

 

Credits
Kunde: Gigtforeningen
Bureau: Hjaltelin Stahl
Kreative: Søren Grønborg, Sebastian Østgaard
Kontakt: Michael Venneberg, Katrine Berling
Produktionsselskab: Pegasus
Instruktør: Ask Hasselbalch
Producer: Emilie Brandt
VFX: Birna Olafsdottir, Kenneth Espensen
Illustration print: Illusion CGI studio