Gl. Dansk sendte mormødre på gaden under Distortion

Peter Engholm
peter@bureaubiz.dk

Når ens målgruppe bliver ældre og ældre, hvordan får man så de unge på Distortion i tale? Ved at ældre kvinder sampler shots fra rollatorer.

Indsigt er godt, selvindsigt er bestemt heller ikke ringe: Og Gammel Dansk er godt klar over, at køberne ikke bliver yngre. Det forhindrede nu ikke brandet i at være til stede på den nyligt afholdte Distortion i København – men med et glimt i øjet.

Da Gammel Dansk shots blev delt ud til de mange glade Distortion-deltagere for at udbrede kendskabet blandt det yngre segment, var afsenderne således ældre kvinder klædt ud som ”momser”. Shotsene blev distribueret fra kurven på deres pyntede rollatorer til tonerne af Fede Finn & Funny Boyz.

Bureauet bag indsatsen er Mediacom Beyond Advertising:

”Da MBA først præsenterede os for ideen, tog vi det ikke alvorligt, fordi vi nok har siddet lidt fast i vores opfattelse af sampling. MBA udfordrede os på konceptet og vores eget pay-off, og jo mere vi talte om det, des mere blev vi enige om, at det i hvert fald var ”aldrig som andre”” siger Claus Toftkjær, kategorichef for Aalborg & Gammel Dansk.

Sampling setuppet med ældre kvinder er også interessant, fordi det ifølge bureauet tapper ind i en trend, hvor firmaer i højere grad vælger modne personer til at markedsføre deres produkter. I forhold til Gammel Dansk giver det særlig god mening, da momserne var med til at fremhæve den autencitet og nostalgi, som netop er så kendetegnende for Gammel Dansk.

”Indimellem er de simple løsninger nogle gange de mest effektive og opsigtsvækkende. Med de samplende momser gjorde vi noget meget traditionelt til noget helt utraditionelt, hvilket er nødvendigt til en event som Distortion, hvor der er så mange, der kæmper om at få opmærksomhed” siger Michael Pelle Meiborg, Activation Director hos Mediacom Beyond Advertising.

På festivalen fandt eventen #aldrigsomandre sted ved Gammel Dansk Top scenen – en scene, der byggede på et partnerskab mellem Distortion, Wonderland og Gammel Dansk.