Så varer det ikke længe.
En stribe mails skydes afsted på falderebet – for sent til, at nogen alligevel ser dem – inden de sidste julegaver panikindkøbes og pakkes ind i dølgsmål. Jagten på endnu en rulle gavepapir og for en sikkerheds skyld også lige en ekstra karton kirsebærsauce sættes ind.
Risengrøden koges, og køleskabet viser sig endnu engang for småt, alt imens juledresset stryges, og den der plet lader til alligevel ikke at være gået af (eller nåede du nogensinde på renseriet?).
Inden da vil vi på Bureaubiz benytte lejligheden – den enkle, at vi er begunstiget med fri adgang til egne spalter – til at ønske vores læsere en rigtig glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.
Nyt under solen
2017 har på mange måder været et skelsættende år for Bureaubiz.
Vi tyvstartede året med en ny hjemmeside og ditto nyhedsbrev, og vi håber, at I – om ikke andet – har vænnet jer til vores nye ansigt udadtil!
Indadtil er der også sket store sager det seneste års tid. Bureaubiz har reelt gennemført et generationsskifte og sat et hold, som vi i al beskedenhed selv er rigtig glade for.
Vi har fået en salgschef på fuldtid, om end til deling med storesøster Kforum, og så har vi lanceret et betalingsunivers. Bureaubiz Pro giver betalende abonnenter adgang til blandt andet nøgletal på 252 danske bureauer, til alle nye offentlige udbud og kalender over aktuelle brancheevents.
Bureaubiz Pro fås også i en slankere udgave uden bureaurapport og dertilhørende nøgletal. Se mulighederne her.
… og nye venner
Året, der nu går på hæld, har budt på tre kurser om bureauers prissætning. Her hørte 47 deltagere, halvdelen af dem adm. direktører, den tidligere Dentsu Aegis-topchef Henrik Jensen øse af sin visdom. Og vi planlægger endnu flere kurser specielt designet til bureautopledere.
Og så har Bureaubiz fået nogle nye venner. I november afholdt vi det første af flere Masterclass-arrangementer i samarbejde med Facebook – det kommer I til at høre mere om i det nye år. Allerede nu kan man tilmelde sig Facebook Masterclass om kampagner på Instagram.
Det var meget nyt, og vi vil ret gerne høre jeres mening om det hele. Derfor søsatte vi for nogle uger siden en brugerundersøgelse, som du stadig kan nå at deltage i.
Her på redaktionen sænker julefreden sig med sidste nyhedsbrev i dag og når I er ved at være klar til at læse branchenyheder igen i begyndelsen af det nye år, så er vi også klar til at skrive dem.