Global kaffekampagne til dansk bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Nespresso har afholdt en længere pitchproces til en digital kampagne til 50 markeder. Vinderen er dansk, og kampagnen lanceres netop nu.

“Vi har flere globale kunder, men det er første gang, at vi har mærket presset fra så mange markeder – og så mange sprog,” siger Jakob Kahlen, creative director og partner i Hello Monday,

Det danske digitalbureau har hjulpet schweiziske Nespresso med den internationale digitale lancering af deres nyeste limited edition kaffe: Naora.

Efter en længere pitchprocess blev Hello Monday udvalgt som digitalt bureau for Nespresso. Ikke det eneste dog, Nespresso gør en omfattende markedsføringsindsats globalt på digitale platforme, og har lige nu en håndfuld faste bureauer fra hele verden til at hælpe sig med de mange digitale kampagner, der møder forbrugerne.

“Nespresso har en ret massiv udvælgelsesproces. Bureauets økonomi, stabilitet, referencer etc. gennemgås – det bragte os så på en shortliste, hvorefter vi blev udvalgt til at få lov til at pitche. Vi var i Schweiz flere gange undervejs,” siger Jakob Kahlen.

Den digitale kampagne for Naora, som Hello Monday har skabt, er en af Nespressos ca. fire årlige kapselkampagner, der går ud til 50 markeder på 30 sprog. Den store trafikmotor til sitet er Nespressos globale nyhedsbrev, som modtages af de mange millioner medlemmer af Nespressos kundeklub.

“Vi har lært meget af at arbejde med Nespresso på dette projekt. Der er tid til gode ideer, og så er der tid til eksekvering. De fokuserer knivskarpt på det overordnede koncept igennem hele processen uden at lade sig friste af at udvide projektet indefra.Man kan virkelig mærke, at de har erfaring med at køre disse store globale digitale kampagner, og de ved, hvad der skal til for at aktivere 50 markeder på én gang,” siger Jakob Kahlen, der tilføjer:

“Jeg tror, at mange marketingchefer vil misunde Nespresso de medarbejdere, der kører processen. Det er tidligere bureaufolk, der ved, hvad de vil have, ved hvordan man køber og driver digitale projekter.”

Naora er en kaffe skabt på ideen om at høste bønnerne sent i modningsprocessen – på det helt rigtige tidpunkt, forstår man – for at opnå specielle frugtagtige aromaer. Det digitale univers spiller på ideen om at fange øjeblikket for plukningen og er iscenesat i en columbiansk kaffedal i solnedgang.

Sitet, der kan besøges her,  danner rammen om en række mini-dokumentarfilm, hvor Nespresso har været i Columbia og dokumentere kaffehøsten og tale med kaffebønderne om processen.