Has mobile reached its perfect peak?, spurgte Ben Phillips, da han i denne uge besøgte København.
Og når nu hans stilling og funktion er global head of mobile i Mediacom, så ville det have været overraskende, hvis han havde svaret ja på sit eget spørgsmål.
Mindre kunne da også gøre det. Formålet var at give danske annoncører en status over mobile og dét, der kunne opfattes som et lille puf væk deres comfort zone.
Ben Phillips er let at begejstre, uden dog at ignorere realiteterne. Og det er evnen til at se muligheder, som han gerne ville give videre. Det kunne være lanceringen af iPhone X – sat i forhold til den store iPhone-udbredelse, som er tilfældet i Danmark.
Den trådløse opladning kan sættes sammen med den følelse af at være digital nomade, når ens mobilbatteri er nødlidende – der kan sendes beskeder til din mobil med henvisning til nærmeste ladestation. Og næste skridt i FaceID’en er, når den ikke nøjes med at aflæse brugerens ansigt, men også følelserne – og hvilke annoncør-perspektiver er der i dette?
“Samtidig har vi set udtalte faresignaler: Der er adblocking i mindst 309 millioner af klodens 1,9 mia. smartphones. Google mistede sin MRC-kreditering p.g.a. målemetoderne, Facebook havde ikke styr på videovisningerne, og i foråret var Brandsafety et globalt samtaleemne,” sagde Ben Phillips og gav eksempler på modgiften:
“Mobile first – for vi er alle mobileksperter. Det kræver kreativt content, der er i øjenhøjde med brugeren, og det kræver 3. parts-bistand, når vi indhenter data.”
Og det bragte Ben Philips frem til de gode råd for annoncørerne: At tænke mobile first og skabe værdi for kunden bør ikke afvises som gode råd, men specielt nye var det ikke.
Lidt mere kød var der på tre andre punkter:
- Kig ud over Facebook og Google
- Find en stærk partner
- Afprøv nye funktioner
“Alt begynder med den gode idé. Og følges op af amazing creative design and execution. Her kan det anbefales at kigge andre steder end Facebook og Google. De er helt bestemt velkendte løsninger og nobody ever got fired for buying IBM. Men nye legekammerater kan give helt nye måder at anskue tingene på, og selv om vi taler mobile, så behøver din partner ikke at være mobile eller endda digital,” siger Ben Phillips.
Som eksempel nævnte han Snickers, der tog tesen ‘You’re not you when you’re hungry’ ud i det virkelige liv i Australien med The Hungerithm – en algoritme, der fulgte stemningen på nettet. Og prisen på en Snickers i hver eneste 7-Eleven fulgte med – jo vredere nettet blev, des billigere var en Snickers. Denne promotion i realtid og med en retailer som makker udløste fem guldløver til Mediacom i Cannes Lions i sommer.
Et eksempel er den aktuelle kampagne for American Airlines, der – som de første – bruger geofencing i rullende objekter i en reklamekampagne. Mobil og outdoor går hånd-i-hånd, for legekammeraterne er Londons taxaer, der leverer reklamer til fodgængere, når bilen holder for rødt eller kører langsomt i myldretiden. De andre partnere er taxi-reklame specialist og location-technology firmaet Mobsta.
Over halvdelen af al digital annoncering er nu på mobilen, og Ben Phillips fortalte, at næsten 100 pct. af alle kampagner, hvor Mediacom er mediabureau, har mobilen med. Samtidig står mobilen ikke alene i kampagnerne.