Globale annoncører tryner reklamebureauerne

Peter Engholm
25@mail.dk

Strategi og kreativitet på højt plan er ikke længere nok. Nu forlanger Mondelez, P&G og Johnson & Johnson også økonomisk tålmodighed af deres bureauer. Vent op mod 120 dage på pengene, tak.

Betalingsfristerne bliver strukket lige en tand ekstra over for reklamebureauerne. Og det er ikke den lokale frugt&grønt, der så mindeligt beder om henstand, men klodens største annoncører, der kontant dikterer, at sådan bliver det fremover.

Financial Times har netop haft betalingsfristerne på forsiden. Artiklen beretter om Mondelez International – tidl. Kraft – der fra 1. juli udvider fristen til at betale sine bureauer til 120 dage. En beslutning, som en bureaudirektør betegner som ”uretfærdig”.

Procter & Gamble satte for nylig sin betalingsfrist over for leverandører op fra 45 til 75 dage – en beslutning, der følger i kølvandet på lignende udvidelser fra Johnson & Johnson og Anheuser-Busch InBev.

Ikke nødvendigvis fordi giganterne fattes penge – Johnson & Johnson havde sidste år et overskud på små 60 mia. kr. – men fordi de kan.

”De anvender magten til at gøre det, fordi de har den. Dette kan ses som et udtryk for den konstante underminering af forholdet mellem annoncører og deres bureauer,” siger Brian Wieser, reklame-analytiker hos Pivotal Research, der mener, at magtbalancen har rykket sig i takt med, at annoncører i stigende grad kommunikerer direkte med forbrugerne gennem sociale medier.

De forlængede betalingsfrister forklares bl.a. med at fastholde konkurrenceevnen, men den køber bureauerne ikke.

“Kunderne beder os tage risici, som om vi var forsikringsselskaber, og ophobe gæld, som om vi var banker. Vi er ikke skabt til nogen af delene. Vores supply chain består alt overvejende af mennesker,” siger Nancy Hill, der er chef for American Association of Advertising Agencies.

Herhjemme nikker flere bureaudirektører – anonymt, ganske som det er tilfældet i Financial Times-artiklen – genkendende til tendensen med lange betalingsfrister. Også her er det de store, internationale annoncører, der typisk strækker betalingen – og dermed presser bureauernes likviditet – fordi de tilsyneladende er i en position, hvor de kan gøre det uden konsekvenser for dem selv.

Og det her er, understreger Nancy Hill i artiklen, kun begyndelsen: 

“Når først en stor spiller som Procter & Gamble fortæller offentligheden om deres betingelser, så virker det som en tilladelse for de øvrige annoncører til at gøre det samme.”