Ad Pepper Media International har solgt Globase til italienske MailUp, der er Italiens og en af Europas førende E-mail marketing og Automation Providers.
MailUp S.p.A. har over 100 medarbejdere, cirka 9.000 kunder, kontorer i både Milano, Cremona og San Francisco og er børsnoteret på AIM Italy Market.
Adm. dir. Thomas Jensen ser store muligheder i opkøbet.
”Internt har vi igennem længere tid betragtet Globase som en usleben diamant, der med de rette ejere, investeringer og know how vil give mulighed for at forløse et kæmpe potentiale, som vi ved ligger lige for fødderne af os,” siger Thomas Jensen og fortsætter:
”Positioneringen af Globase, som en ’midt-market’ platform i markedet inden for e-mail og marketing automation platforme med stor fokus på data og datas anvendelse til at skabe relevant dialogbaseret kommunikation, rummer store muligheder. Med MailUp som ny ejer er fundamentet skabt for at indfri potentialet, og vi glæder os mildest talt til fremtiden.”
Globase havde i 2014 en bruttofortjeneste på 9,3 mio. kr. Men det var også et år med et underskud på næsten 4 mio. kr. Firmaet er dog for længst ”back on track’, som Thomas Jensen udtrykker det.
Han understreger videre, at alle medarbejdere er en vigtig del af Globase’s nye fremtid og forbliver i Globase, samtidig med, at man også igangsætter søgningen efter nye folk.
Ledelsen i Globase forbliver også uændret: Rene Lauridsen fortsætter som salgs- og marketingchef, Rune Viem som CTO og Thomas Jensen som CEO.
Thomas Jensen indtræder desuden i Globase’s bestyrelse.
Prisen er opgivet til ca. 6 mio. kr.