Gnomer trækker unge til museum

Peter Engholm
25@mail.dk

Ungdomsklubben i Aros holdt på medlemmerne, som et dørslag holder på vand. Dén trafik vendte hold 3 fra Zupa Recommendeds talentskole.

Gnom’erne er navnet på talentskolen i Zupa Recommended – en linje, der fortsætter (se nederst i artiklen) – og Aros27 er navnet på ungdomsklubben i kunstmuseet Aros, og  De to parter blev ført sammen, da klubben blødte.

”Aros27 er et produkt til den unge målgruppe, som dels mistede medlemmer, dels havde svært med rekrutteringen. Vi ønskede derfor Gnom’ernes indspark til nye og bedre medlemsfordele og fik dem også til at kigge på hele den kommunikative del af det. Altså det sproglige og visuelle udtryk”, siger Bettina Bach Nielsen, der er marketingschef hos Aros.

Gnom’erne fra hold 3 valgte med et sprogligt univers  at omfavne de gængse fordomme om kunstmuseer, bl.a. ved at lokke med “Fri adgang til akavet elevatorstilhed med forstadsfruer”.

”Gnom’erne udviklede et humoristisk univers, der positionerede sig væk fra den opfattelse, unge kan have af et kunstmuseum. Aros har grundlæggende et stærkt produkt, som også de unge synes er spændende. De gider bare ikke involvere sig i det, hvis det er på de ældres præmisser om, hvad kunst og kunstmuseer er”, siger Christian Mouroux, konsulent og programleder for Gnom-uddannelsen hos Zupa Recommended. 

Konceptet foldes ud i breve og invitationer, og Aros har taget flere af Gnom’ernes ideer til sig om nye medlemsfordele, bl.a. gratis ledsager ved særarrangementer, medlemsgentegning og rabatter i caféen.

”Medlemstilbudene er blevet bedre, og det provokerende univers har gjort budskaberne skarpere og enklere samtidig med, at det fanger opmærksomhed. Vi er vækstet siden sidste år og har f.eks. fået dobbelt så mange tilmeldinger til et ungdomsarrangement, som ved samme tid sidste år – fra 250 til 500”, siger Bettina Bach Nielsen.

Samtidig med Gnom’ernes indsats varmer Zupa Recommended op til endnu en ansøgningsrunde til sin talentskole. Det gælder foråret 2013, hvor 4-5 talentfulde unge mennesker kan få chancen inden for reklamebranchen – til dén tid vil det være to år siden, at bureauet holdt første skoledag for et hold Gnom’er.

”Vi tør godt kalde Gnom for landets bedste uofficielle reklameskole, for vores fokus på at skabe multidiciplinære specialister, der kan sparre og indleve sig på tværs af fagligheder, har vist sig at være en stor succes. Vores Gnom’er har med deres talent og ihærdighed formået at få kontakt til nogle rigtig spændende kunder, som betyder, at huset har fået nogle spændende opgaver inden for murerne. Derfor fortsætter vi selvfølgelig i 2013,” siger Albert Funder, adm. direktør i Zupa Recommended.

Ud over Aros27 har Gnom’erne løst opgaver for Ung Rejs, Aarhus Kommune, PH Metropol og Fuldkornspartnerskabet.