Der har været forbløffende stille i forbindelse med de nyligt overståede overenskomstforhandlinger på det offentlige område, og det til trods for at de ansatte i den offentlige sektor blev spist af med nul lønfremgang i 2011 og en beskeden ditto i 2012.
Resultatet er indiskutabelt en reallønsnedgang, når inflationen medregnes. Set i det lys er det utroligt, at der ikke har været uro i gaderne og efterfølgende strejke.
Troværdighed og god kommunikation er en del af forklaringen på, at Dennis Kristensen (FOAs formand) ikke har tabt det hele på gulvet, men stadig er i fuld kontrol.
Det sætter yderligere præstationen i perspektiv, at nye analyser samtidig viser, at krisebevidstheden blandt flertallet af danskere ikke for alvor er til stede.
Lørdag den 19. februar om aften indgik KL og lønmodtagernes forhandlingsfællesskab KTO en ny overenskomstaftale for en halv million ansatte i kommunerne. Med forliget søndag den 27. februar for de ansatte i regionerne er forhandlingerne for de offentlige ansatte slut i denne ombæring.
Aftalerne indeholder kun ganske få lønstigninger, som de ansatte får i 2012. For alle offentligt ansatte bliver der ingen lønstigninger i 2011, og dermed rammes alle offentligt ansatte på reallønnen de kommende år.
Hvordan kan det være, at medlemmerne ikke har knurret og kritiseret aftalerne sønder og sammen? Er det fordi, Dennis Kristensen nyder stor respekt og troværdighed. Er det fordi, han meldte ud tidligt i processen, at hans forventninger til lønstigninger var små, således at det endelige resultat egentlig så meget godt ud ved sammenligning?
Jeg vil sige “ja” til begge dele. Der er ingen tvivl om, at Dennis Kristensen har et godt personligt brand blandt medlemmerne af hans eget fagforbund FOA. Han har en super udstråling, virker saglig og kompetent og ingen kan være i tvivl om, at hans medlemmernes ve og vel ligger ham på sinde.
Så kombinationen af rettidig forventningsafstemning, troværdig og taktisk veltilrettelagt kommunikation er vel den primære opskrift på, at tingene gik så glat.
I stedet for at blæse til kamp til “a losing battle” valgte Dennis Kristensen en anden strategi. Det lykkedes Dennis Kristensen at positionere sig som en ansvarlig leder ved at nedtone forventningerne fra starten, så det, der var et potentielt nederlag, kom til at virke fuldstændigt forventeligt og uomtvisteligt.
At han også var begunstiget af, at sporene fra tidligere strejker skræmmer, er en anden ikke uvæsentlig faktor, der må indregnes i regnestykket. Jeg tænker her blandt andet på sygeplejerskestrejken for få år tilbage.
På negativ-siden i Dennis Kristensens’ taktiske regnestykke var angiveligt den formodede manglende makro-økonomiske forståelse blandt FOAs medlemmer, hvilket alt andet lige måtte udgøre en barriere for forklaringen af det pauvre resultat.
Dog ser det ud til at forståelsen af, at den offentlige sektor ikke må være lønførende er fremherskende blandt FOAs medlemmer.
Alt i alt må man sige, at Dennis Kristensen har udført ganske godt crisis prevention arbejde al den stund, at krisebevidstheden ifølge JyllandsPosten den 26. februar ikke rigtig er sunket ind hos den almindelige dansker.
Dennis Kristensens evne til at udtrykke ærgrelse over de svage punkter i aftalen vidner om hans store empati og forståelse for medlemmernes situation og giver ham utvivlsomt point på kontoen.
Hans evne til at fokusere på de små lyspunkter i aftalen giver ham også sympati. Endvidere var han god til at bygge forventninger op til næste forhandlingsrunde om to år, hvor han så antydede, at krisen er forbi, og at der kan være berettiget håb om lønstigninger.
Hans evne til at skabe “en feel good” stemning ved at intonere rigtigt i forhold til medlemmernes følelser er bemærkelsesværdig. Ægthed og indlevelsesevne kommunikeret med stor udstråling.
For god ordens skyld skal det selvfølgelig lige nævnes, at arbejdet ikke er færdigt endnu. Resultatet skal til urafstemning. I den mellemliggende periode skal Dennis Kristensen overvåge, hvad der sker, så han kan reagere, hvis der opstår murren i krogene.
Men lur mig – den er hjemme.
