Google: Familiebilleder skal ses uden annoncer

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Google anlægger en anden kommerciel strategi end Facebook for sit sociale medie, Google+.

Svaret kan forekomme arrogant, da en af Googles chefer, Vic Gundotra på den store SXSW Interactive Conference i USA skulle kommentere på kritik af, at det sociale medie, Google+, ikke samler meget brug.

Det skete i en samtale med bloggeren Guy Kawasaki, og svaret var ganske enkelt: “Vær sikker på, at du bruger Google+ korrekt.”

Vic Gundotra fremhævede, at Google+ er den hurtigst voksende service, Google nogensinde har lanceret med 100 mio. aktive brugere på en 30-dages periode, og at hovedparten af aktiviteten foregår i lukkede cirkler.

Så hvis man oplever tomme sider, så skyldes det måske, at man ikke selv er med i cirklen.

Vic Gundotra benyttede samtidig lejligheden til at markere en anden tilgang til annoncering på Google+ end Facebook.

“Vi tror ikke på at sprøjte reklamer ind i de mere intime sociale oplevelser,” sagde Vic Gundotra og tilføjede, at Google i stedet for at vise annoncer, når folk kigger på familiebilleder, så vil selskabet i stedet skille tingene ad, således at de kommercielle intentioner først kommer, når folk går ind i en søgeproces – som f.eks. gennem Googles social search features.

Kritikken af Google+ er bl.a. kommet via en undersøgelse, der viser, at der godt nok er kommet mange brugere – de bruger bare ikke ret meget tid på Google+.

Kilde: Adweek