Google+, internetgigantens nye sociale netværk har siden den 28. juni i år nået det samme antal brugere, som Facebook, Twitter og Myspace var mange måneder om.
Spørgsmålet er, om det nye netværk er så godt, at det vil udkonkurrere et af de eksisterende netværk. Det har Børsen spurgt Jon Lund, selvstændig internet konsulent, Claus Sølvsteen, partner hos Peytz & Co, Trine Maria Kristensen, tidligere partner i Social Square og Martin Thorborg, medstifter af Jubii, som alle har været med på Google+ fra starten
Alle fire fremhæver Google+ for at man kan inddele sine forbindelser i cirkler alt efter om de er venner, familie, medarbejdere og dermed sætter Google+ ind mod Facebooks svaghed, hvor det professionelle og det private er en pløret gang rødgrød, som Claus Sølvsteen udtrykker sig.
Til gengæld er de ikke enige om, hvilket socialt medie, Google+ vil udfordre. Jon Lund og Trine Maria Kristensen mener, at Google+ vil udfordre Facebook, mens Claus Sølvsteen mener, at det nye sociale netværk vil true Twitter og endelig mener Martin Thorborg, at det nærmere vil komme til at ligne et nyt Linkedin.
Ifølge Roslyn Layton, der er chef for markedsanalyse i det danske internetudviklingsfirma Klean, er markedet for internatannoncer det helt centrale i Googles bestræbelser på at få en stor fod inden for blandt de sociale netværkstjenester:
“Brugerne og hvor de bruger deres tid er helt centralt for annoncemarkedet, som er omsætningsmotoren under begge spillere”, siger Roslyn Layton med henvisning til Googles bestræbelser på at erobre noget af det tabte tilbage fra Facebook. (Børsen, p. 35).