Googles nye designchef: For få marketingfolk tør eksperimentere

Pia Osbæck
pia@bureaubiz.dk

Brancheklip: Googles nye designchef kommer i næste uge til Danmark med et nyt buzz-word: ’Nonline’, der handler om at få online-verdenen til at smelte sammen med den fysiske verden.

Patrick Collister er ikke en årsunge. Han mener, at han med sine 54 år og over 20 års erfaring fra reklamebranchen som bl.a. executive creative director hos Ogilvy & Mather og eget bureau siden 2004, har en erfaring, som han kan bruge i sit nye job som Head of Design hos  Google.

”Mit nye job handler om at hjælpe  både kunder og bureauer med at udnytte Googles platforme. Jeg tror, de valgte mig, fordi jeg har mange års erfaring med kampagner og det, jeg tror, at det jeg kan bidrage med, er at bygge bro og fortælle om mulighederne”, siger han til Børsen.

Collister er en af hovedtalerne på Post Danmarks DM-dagen, som løber af stablen den 30. maj og en af de statements han vil komme med, er at medieudfordringen bliver ’nonline’.

Nonline er, hvor den fysiske verden og onlineverden smelter sammen og derfor vil Patrick Collister på DM-dagen vise, hvordan en film for mælk han selv lavede i 1980’erne, kan genopfindes i den digitale verden, hvor forældre kan uploade video, børnene kan melde sig til fodbold, danse ballet og møde hinanden. Eller sagt på en anden måde: At forbruge online og tage det i brug ude i virkeligheden.

Desværre er det sådan, at marketingfolk er bange for at prøve noget nyt. Og årsagen er ifølge Collister, at marketingfolk ofte bliver fyret, hvis de prøver noget nyt og det ikke lykkes.

Han mener ellers, at det er vigtigt at eksperimentere, bl.a. på online området:

”Ser man på budgetterne til onlinereklame, så udgør de under 20 procent af de samlede investeringer, hvis vi fraregner søgemaskiner. Men modtagernes medieforbrug er i dag tæt på 50 procent online. Så der er åbenlyst en afstand, og den vil vi gerne mindske”, siger han til Børsen.

For at skære ud i pap, at det er nødvendigt at eksperimentere, citerer han A.G. Lafley, der var leder af Procter & Gamble:

”Vi er nødt til at lære at eksperimentere. Og vi må lære at give slip. Brands må i dag lære at samarbejde og have mindre kontrol – hvis de til gengæld vil mere i kontakt med deres kunder” (Børsen Mediemarked, p. 8-9).