I en række lande er det forbudt at smile på billeder, der skal bruges til officielle papirer – kørekort, pas etc. Men i Peru er der ikke nogen lov, der forbyder folk at flashe bisser på disse billeder, og dén åbning udnyttede Coca-Cola til at sprede glæde.
Og juryen i Media Lions i Cannes kvitterede med en Grand Prix.
Afsættet i Happy ID-casen fra Coca-Cola og de Lima-baserede bureauer McCann og Havas var, at den peruvianske økonomi er lige til at blive glad af, men at befolkningen samtidig rangerer lavt på happiness-indekset. Og at folk tilmed ser så sammenbidte ud på deres ID-kort.
Coca-Cola satte fotoautomater op nær de offentlige bygninger, der udsteder ID-kort. Folk skal selv medbringe deres billeder til deres ID, og automaterne leverede to stk. gratis foto – men der blev først knipset, når folk smilede.
I kampagneperioden kvitterede Coca-Cola også med en gratis læskedrik til enhver, der kunne fremvise et smilende ID-kort. Og over 40.000 benyttede sig af muligheden for gratis forevigede smil på ID-kortet.
”Grand Prix’en går til Happy ID, fordi det er en strålende idé og strålende brug af media. Alt er media nu om stunder, og Happy ID var på tv, radio, online, print, men nok så væsentligt: Her er et offentligt kort, og det er en ret usædvanlig kanal,” siger juryformanden Matt Seiler, Global CEO, IPG Mediabrands.
Han blev suppleret af Daryl Lee, Global CEO fra UM:
”Vi ser gode eksempler på, at teknologi bruges til at personliggøre og skræddersy kommunikation – og til at styrke historiefortællingen. Coke leverer a brand message på regeringsniveau, og fremmer smilet hos en nation.”
Juryen uddelte også 13 guldløver i Media Lions, heraf 2 til Lego The Movie. Annoncøren er Warner Bros, og PHD London stod bag casen The World’s First All-Lego Ad Break, hvor tre annoncører – Confused.com, Premier Inn og BT – gav deres seneste tv-reklamer en regulær Lego’isering.
https://www.youtube.com/watch?v=BflJzr-Dgj0
https://www.youtube.com/watch?v=mQzzTNefWYk