Gratis giver overskud

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

CMS-leverandøren Composite har gjort sit system til Open Source – gratisprincippet har faktisk været med til at skabe overskud i virksomheden.

Det har været en stor satsning for CMS-udbyderen, Composite, der i 2010 valgte at distribuere deres næste generation CMS som Open Source og i princippet gøre det gratis.

Men første del af missionen er lykkedes, mener selskabet, der noterer kraftig vækst i antal installationer. På de første 10 år havde selskabet små 1000 installationer med deres gamle forretningsmodel, nu har de 1000 installationer om måneden, og er oppe på mere end 30.000 installationer på verdensplan – samt endnu et år med overskud. Godt nok er det faldet som følge af et fald i omsætningen.

“Vi har genforhandlet en række aftaler og blandt lavet et mere attraktivt og konkurrencedygtigt hosting tilbud for vores kunder i skyen, så vi har oplevet et lille fald i omsætningen. Men takket være Composite C1s succes er vi stadig kommet ud af året med et tilfredsstillende overskud,” siger Oskar Lauritzen, direktør i Composite.

Composite C1 er et CMS for professionelle webudviklere baseret på Microsoft .NET teknologi. Den fulde version af systemet kan downloades gratis fra www.composite.net.

Ved udgangen af 2012 rundede Composite C1 30.000 installationer fordelt på mere end 160 lande med USA og Rusland som de største markeder, og systemet er blevet oversat til syv forskellige sprog, blandt andet kinesisk, russisk og tysk.

“Composite C1 er en total omskrivning af vores gamle CMS. Vi lancerede den helt nye udgave i 2010, og i 2013 sender vi en meget featurerig version 4.0 på gaden” siger Oskar Lauritzen og fortsætter:

“I dag bliver vores CMS brugt af virksomheder over hele verden, fra mindre firmaer til globale Fortune 500 selskaber. I Danmark har vi f.eks i de seneste år kunnet præsentere 5-6 pensionskasser der har valgt C1 – herunder AP Pension, Unipension, Sampension m.fl., Herudover oplever vi også en rigtig fin interesse fra det offentlige i både indland og udland.”

I den nye version får tredjepartsudviklere en nemmere mulighed for at sælge deres egne tilføjelser til Composite C1 via et Add-on marked.

“Vores CMS er gratis og uden begrænsninger, så størstedelen af vores brugere betaler ikke penge til os. I stedet tjener vi penge på Add-ons, professional services, hosting og værktøjer, som kan gøre udviklingsarbejdet lidt nemmere. Vi har derfor store forventninger til det nye Add-on Market. Udover at øge omsætningen i selskabet håber vi også, at det vil give vores brugere et incitament til at udvikle og sælge deres egne tilføjelser til Composite C1, så vores CMS kan blive endnu bedre,” siger Oskar Lauritzen.

Nøgletal for Composite

  • Nettoomsætning 9,264 mio. kr. -10 pct.
  • Resultat før skat +0,187 mio. kr. -78,8 pct.