For en lille måned siden inviterede We Love People fire unge kreative entreprenører til et års undervisning, dagen efter kom så Recommended Gnom – en talentskole , der startede i det små med fem unge på et fire måneders praktikophold.
Nu følger Grey København, der bruger Facebook til at rekruttere talenter til et halvt års praktikophold. Siden kan ses her.
“Vi har haft praktikanter før og ved, at de får en stærk mappe, og bureauet får en styrket kultur af at have en underskov af kreatører. For at komme i betragtning skal man få en idé og præsentere den på en video på højst ét minut. Vores ambition er at finde fire talenter,” siger Carsten Bülow, adm. direktør i Grey København.
Praktikanternes comeback på bureauet har fået den ubeskedne titel “The Grey Genius and Generosity Recruitment Programme”, og det er enhver form for talent, der er velkommen hos Grey – ikke kun elever på Mediehøjskolen, der ellers markerede sig flot i både sidste sommers Young Lions i Cannes og Philips’ og Ridley Scotts store kortfilmskonkurrence i efteråret.
“Alle er velkomne – både løse kanoner, der laver lidt af hvert, og elever på uddannelsesinstitutioner. Vi tager holdet ind den 1. april, men hvis det passer dårligt med nogle skoleterminer, så må vi løse det. Vi ønsker først og fremmest at spotte det rå talent,” siger Carsten Bülow.
Praktikanterne skal involveres i bureauets daglige arbejde og “ha’ hænderne nede i gryden”. De skal bruge sig selv og lære at at blive brugt,” som Carsten Bülow formulerer det.
“Vi deler samme håb som praktikanterne: At praktikopholdet kan føre til et fast job. At de kan blive hængende. Under alle omstændigheder er tanken at udvikle talenterne, så de kan komme videre i reklamebranchen,” siger Carsten Bülow.
Målet er at tage fire nye talenter ind til efteråret. Et praktikophold på Grey omfatter også deltagelse i Hyper Island Master Class.