Guava belastede hele bureaubranchen

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

2009 var ikke et godt år for bureaubranchen. To digitale bureauer stod bag årets største underskud, og i særdeleshed trak Guava hele branchens nøgletal ned.

Bruttoavancen for 142 bureauer i Bureaubiz’ årlige bureaurapport faldt med 10,1 pct. i 2009, som derved viste sig at blive lige nøjagtig den hårde bjergetape, der blev varslet ved opgørelsen for 2008.

Bruttoavancen rummer dog ikke i sig selv den mest negative udvikling. Det er i særdeleshed udviklingen i bureauernes overskud, der er stærkt negativ.

De 142 bureauer tjente tilsammen lidt over 50 mio. kr., hvilket giver en overskudsgrad på sølle 1,4.

Overskuddet blev 86,5 pct. mindre end 2008.

Der er dog et bureau, som mere end nogen andre har bidraget til udviklingen. Guava noterede i seneste regnskabsår et minus på primær drift på 160 mio. efter massive afskrivninger af bl.a. goodwill.

Holder man Guava ude bliver der “kun” tale om en halvering af overskuddet, og overskudsgraden kommer op mellem 5 og 6.

Ud over Guava bidrog Creuna også til den negative udvikling med årets næststørste underskud på 35 mio. kr.

Nok er digital er et tidens hotteste mantraer, men det er altså ikke lig med forretningsmæssig succes, og de 21 digitale bureauer i rapporten med en samlet bruttoavance på 700 mio. kr. klarede sig dårligst af de forskellige bureautyper.

Nøgletal for 142 bureauer

  • Bruttoavance: 3,837 mia. kr., -10,1 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder: 778.615 kr., -6,5 pct.
  • Lønandel: 69,3 (65)
  • Resultat af primær drift: +53,799 mio. kr. -86,5 pct.

Nøgletal for 21 digitale bureauer

  • Bruttoavance: 700,079 mio. kr., -15,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder: 693.148 kr., -8,5 pct.
  • Lønandel: 76,1 (66,9)
  • Resultat af primær drift: -170,523 mio. kr., (+8,342 mio. i 2008)

Rapporten rummer en række nøgletal for 142 bureauer, udkommer i næste uge og koster 1495 kr. ex. moms. Den kan bestilles hos finn@bureaubiz.dk.

De 142 bureauer tæller:

  • 79 reklamebureauer
  • 21 digitale bureauer
  • 21 PR-bureauer
  • 9 mediabureauer
  • 7 dialogbureauer
  • 5 design-bureauer