Gyseligt regnskab fra Uncle Grey

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Et underskud på næsten 7 mio. ud af en bruttoavance på 24 mio. Fusionsåret var dyrt for Uncle Grey.

Det er et underskud af de store, der står at læse i UncleGreys regnskab for 2011. Et minus på næsten 7 mio. kr. ud af en bruttoavance på knap 24 mio. kr. Hvilket desuden er lig med et markant fald i bruttoavance.

Alt i alt tegningen af et noget gyseligt regnskab.

Alligevel er de ganske fortrøstningsfulde hos UncleGrey, hvilket hænger sammen med, at de grundlæggende mener, at operationen er lykkedes.

Man har i Grey-gruppen gennemført en række omlægninger og oprydninger i de juridiske enheder – herunder en fusion af Grey København og UncleGrey.

Og det er lykkedes så godt, at man kan sige, at operationen lykkedes – og patienten blev helbredt.

Adm. dir. Rolf Bach Christensen fremhæver, at det er lykkedes at få bragt de to bureauer sammen i en fælles kultur på to adresser, og han kan glæde sig over en række kundegevinster.

“Vi har siden efteråret været aggressivt inde i 16 pitches – og vundet de otte. Det mener jeg er en ret god hitrate,” siger Rolf Bach Christensen, der tiltrådte i efteråret.

Faldet i bruttoavance hænger bl.a. sammen med tabet af nogle markante kunder – herunder Coke Zero, som Grey København håndterede i en lang række lande i verden samt SuperBrugsen, der ikke ville være på samme bureau som Fakta.

Det førte til stiftelsen af et nyt bureau, Ocean Agency, med Grey-direktør Peter Ferslev i spidsen.

Mads Aagaard Winther, der er bestyrelsesformand i UncleGrey, taler om et transitionsår.

“En fusion og oprydning i juridiske enheder rummer selvsagt en del omkostninger, og det er en vigtig årsag til regnskabsresultatet. Men det ved man, når man går i gang, og derfor er det vigtigste for os, om det er lykkedes at skabe noget, der har perspektiv fremadrettet,” siger Mads Aagaard Winther og tilføjer:

“Vi vurderede, at der var for mange ligheder mellem de to bureauer til at det gav mening at opretholde dem som to selvstændige brands. Derfor valgte vi at lægge dem sammen. Jeg er overbevist, om, at det har skabt en stærkere enhed,” siger Mads Aagaard Winther.

Han kan desuden glæde sig over, at Grey har et skattemæssigt underskud på omkring 30 mio. kr., der kan aktiveres i de kommende år. Aktuelt indebærer det i år, at Uncle Grey “kun” taber 3,5 mio. kr. efter skat.

Uncle Grey og Grey København havde til sammen en bruttoavance på lidt over 36 mio. kr. i 2010, så 2011-bruttoavancen på knap 24 mio. kr. er lig med et fald på over 30 pct.

Grey-gruppen opgør dog selv et noget lavere fald for UncleGrey, idet den omfattende omstrukturering har flyttet noget rundt på forskellige omkostninger. På den bagrund opgøres den sammenlignelige bruttoavance til 32 mio. kr.

Kigger man på opgørelsen af bruttoresultatet – d.v.s. efter fradrag af Andre eksterne omkostninger, så er faldet dog fortsat markant med lige under 30 pct.

Carsten Bülow, der er med i bureauets fire-mands ledergruppe, fremhæver, at man har sat gang i en proces.

“Vi har arbejdet med kulturen og med at optimere, hvem vi gerne vil være, og vi er kommet godt på vej,” siger Carsten Bülow og fortsætter:

“Vi har en god historie at bygge på omkring kreativitet, og den skal vi selvfølgelig holde fast i. Blandt de nye ting, vi arbejder med, er åbne processer. Vi søger et mere åbent samarbejde med vores kunder og desuden indgår vi gerne alliancer med andre omkring konkrete problemstillinger. Det sker ud fra erkendelsen af, at hvis man vil løfte løsninger det sidste stykke, så gør man det bedst ved at hente spidskompetencer på ind på nicheområder.”

Nøgletal for UncleGrey

  • Bruttoavance 23,931 mio. kr. -25,2 pct.
  • Bruttoavance pr. medarbejder 825.207 kr.
  • Lønandel 83,5
  • Resultat af primær drift -6,986 mio. kr.