Haderslev-bureau bringer Thomas Eje i front for nyt bilkoncept

Peter Engholm
25@mail.dk

Det var dog bureauets kunde, der selv fik ideen til at bruge Linie 3-manden i en kampagne for et nyt bilkoncept – og kontaktede ham.

Skuespilleren og entertaineren Thomas Eje spiller rollen som … nå-ja, sig selv i en kampagne for et nyt leasingprodukt fra Als Motor.

Hans Jørgen Skovby Jørgensen, der er direktør for Als Motor, fik ideen til at bruge Thomas Eje, da han i forsommeren hørte, at Linie 3 efter otte års pause havde “genfundet” hinanden.

“Jeg ved, at Thomas Eje er vild med biler, så jeg kontaktede ham, og han var heldigvis med på idéen med det samme,” siger Hans Jørgen Skovby Jørgensen.

Reklamebureauet Adformation fra Haderslev fik til opgave at udtænke kampagneplanen.

“Det har været fantastisk sjovt at arbejde sammen med Als Motor og Thomas Eje, og vi besluttede hurtigt, at der var materiale nok til en hel føljeton,” siger Tom Richter Hansen, kreativ strateg hos Adformation.

Kampagnen præsenterer en pakke med både leasing, forsikring og ejerafgift, og den tager udgangspunkt i den oprindelige snak mellem Thomas Eje og Hans Jørgen Skovby Jørgensen. Og Thomas er blevet væk, og så alligevel ikke:

Han har bare låst sig inde i sit kreative værksted, hvorfra han sender videomails til Hans Jørgen med idéer til, hvordan han synes, at budskabet om det nye leasingkoncept skal sælges.

“Vi præsenterede ham for ideerne, som han dels bakkede op om, dels lagde 10 pct. ovenpå i forbindelse med optagelserne. Thomas Ejes rutine fornægter sig ikke: I løbet af én dag fik vi skudt 4 film á ca. 3 min, 2 radiospots samt fotos. Og netop videomails var en ramme, der også levner plads til hans indfald og personlighed,” siger Tom Richter Hansen.

I de første 14 dage af kampagnen ledes der efter Thomas Eje – bl.a. på Facebook – hvorefter “hans” ideer præsenteres i en ny film hver uge over fire uger; bl.a. “Lise-bilen” og “18-års valg-rat”.

Kampagnen ruller for alvor ud i hele 2012, hvor Thomas Eje præsenterer Las Vegals og flytter ind i et hjørne hos Als Motor.