Igen i november i år vil to skæg kampagner kæmpe om opmærksomheden for at skaffe penge til kampen mod kræft.
Den ene skæg-kampagne er den verdensomspændende Movember kampagne, der allerede her i september åbner op for tilmelding, selv om mænd først skal starte med et glatbarberet ansigt den 1. november og derefter anlægge sig skæg.
Den anden er Kræftens Bekæmpelse, der kører en kræft kampagne rettet mod mænd igen i år i november måned. Sidste år hed kampagnen ’ik’-kun-for-skæg’. Det er ikke besluttet endnu om den skal hedde det samme eller noget andet.
I år har Kræftens Bekæmpelse valgt at teame op med et reklamebureau i modsætning til sidste år. Det er Halbye Kaag JWT, som organisationen har brugt til andre opgaver tidligere, blandt andet landsindsamlingen.
Måske fordi der netop var to kampagner på samme tid, havde ingen af de to kampagner overvældende succes sidste år. I hvert fald ikke hvis man ser på det gennemsnitligt indsamlede beløb.
Kræftens Bekæmpelse fik indsamlet 239.835 kroner, hvilket svarede til et gennemsnit på 266 kroner pr. person.
Mai-Britt Hertzmann, der er ny leder for kampagnen, erkender, at målet var sat højere og gennemsnitligt gav det et mindre bidrag end Kræftens Bekæmpelse normalt får ved personligt oprettede indsamlinger.
Movember-kampagnen gav i Danmark et væsentlig højere beløb end kampagnen fra Kræftens Bekæmpelse, nemlig 1.164.442 kroner.
Til gengæld indsamlede hver person i Danmark i snit 152 kroner, mens det gennemsnitligt indsamlede beløb for alle lande tilsammen var 852 kroner.
Mai-Britt Hertzmann fra Kræftens Bekæmpelse fortæller til Bureaubiz, at man på baggrund af de sidste års erfaringer vil gøre nogle ting anderledes.
”Kunsten er bl.a. at skabe noget der, differentierer sig fra Movember-kampagnen, så den almindelige forbruger ved hvem der står bag kampagnen og hvilken organisation de støtter. Hvordan, løfter vi ikke sløret for endnu. Men vi glæder os til kampagnen”.