Halvt års forarbejde op til Homes valg af enkeltpersoner som bureau

Peter Engholm
25@mail.dk

Det var ingen spontan indskydelse, da Home fravalgte fullservicebureauet og nu ”køber hjerteblod” hos enkeltpersoner. Der er ingen bånd mellem parterne og således plads til, at en af de frie fugle nu har fast job.

Det er moderne, at selv store annoncører vælger netværk frem for store bureauer – men det kan ikke kaldes for et modelune, at ejendomsmæglerkæden Home for nyligt sagde farvel til Zupa Recommended for derefter at vælge en til lejligheden fastsat trio bestående af Mette Hørdum, Niels Heilberg og Thomas Falkenberg.

Tilgangen har nemlig været planlagt længe:

”Vi har i Home valgt en helt ny form for bureau-samarbejde – væk fra det klassiske fullservice-bureau, og goddag til dedikerede enkeltpersoner. Det er en form, der har været seks måneder undervejs,” siger Mads Ellegaard, relationschef hos Home.

Formen blev dog kort inde i samarbejdet testet, da Mette Hørdum tog imod tilbuddet om at blive kontaktdirektør og strategisk planner hos Hjaltelin Stahl.

Men at en fri fugl flyver til en fast rede, er intet problem, understreger Mads Ellegaard.

”Samarbejdet består af trekløveret og mine kolleger her i relationsafdelingen. Når team består af begavede enkeltpersoner, så er der altid en risiko for, at en person kan blive opsnappet af eksempelvis et bureau. Den risiko har vi kendt, og der har været en god dialog med Mette Hørdum hele vejen – og der er spillet med åbne kort. Som det er lige nu, fungerer det rigtig godt,” siger Mads Ellegaard.

”Lige nu” lyder så midlertidigt …

”Og det er en permanent tilstand. Vi har ingen løfter hos hinanden. Jeg køber hjerteblod, og så længe, at det er til stede, og så længe, at der levereres resultater, og vi er gode for hinanden, så fortsætter vi,” siger Mads Ellegaard.

Hos Hjaltelin Stahl ser hverken Steffen Hjaltelin eller Mette Hørdum noget problem i hendes engagement med Home, der var kendt fra begyndelsen. Det er et samarbejde, der fylder beskedent i hendes samlede arbejdsuge – og Mads Ellegaard kan også se setuppet fra bureauets side:

”Jeg formoder, at de også ser det som en relation ind til en kæde som Home.”

Men skal Home så være kunde hos Hjaltelin Stahl?

”Nej, det er ikke tanken. Vi har valgt at samarbejde med enkeltpersoner. Vi ønsker mobilitet i vores tiltag, en agilitet og en fleksibilitet i hele vores markedsføring. Vi har ikke kun ét budskab, der skal ud nationalt – vi skal, med ca. 160 butikker rundt om i landet, også kunne være ultra-lokale.

Det forudsætter en anden konstellation end dén, fullservicebureauet typisk står for,” siger Mads Ellegaard.

Et fullservice-bureau kan vel også levere både nationale og lokale løsninger

”Jo, men det er konstellationen, jeg argumenterer imod. Det er en pakkeløsning, hvor en given plan skal række hele året. Vi har en anden tilgang, hentet fra min tid i online-verden: At leve i beta. Og det er et udtryk, der næsten er forældet, for vi skal altid levere i alfa. Vi ser løbende på, hvad der virker, og hvad der ikke virker,” siger Mads Ellegaard.

Han tilføjer:

”Og det virker. Samarbejdet og tilgangen har været en kæmpesucces – salgstallene stormer frem, og gejsten hos mæglerne er enorm. Du taler med en rigtig tilfreds mand.”

Han erkender, at det er forbundet med en vis usikkerhed at håndplukke enkeltpersoner – og i øvrigt droppe tanken om en fast plan, der skal holde ét år. Men han ryster ikke på hånden:

”Et halvt års forberedelse har givet lidt rystelser internt – og stor ros til min direktør for at bakke tilgangen op. Men det har ikke været en tilfældig tilgang: Jeg har været entreprenør i den digitale verden gennem 16 år og er derigennem vant til at finde de bedste på et givent felt,” siger Mads Ellegaard.

Han køber i øvrigt ikke argumentet om, at håndplukkede teams er mere sårbare end et fullservice-bureau.

”Et fullservice-bureau er mindst lige så sårbart som et team af enkeltpersoner. På bureauet er der ingen garanti for, at udskiftninger ikke forekommer. Eller at de personer, der solgte godt og karismatisk ind, også er dem, du som kunde samarbejder med fremover. Og hvis personerne er væk fra bureauet, så er du stadig bundet af kontrakten,” siger Mads Ellegaard – og uddyber:

”Det er intet nyt i det personrelaterede – og i de personlige kompetencer. Det er som en god frisør – hvis vedkommende bliver en del af en kæde, så kan du godt finde på at følge med vedkommende over til kæden.”

Mads Ellegaard erkender, at de gode resultater har givet hans tilgang og setup ekstra rygstød. Ikke at han er overrasket – det skulle da lige være på de indre linjer:

”Samarbejdet med Hørdum, Heilberg og Falkenberg er drøngodt og – jeg håber ikke, de læser med – cost-effektivt. Og det har haft en spændende effekt: Ejerskabet er stort internt. Ved at håndplukke enkeltpersoner eksternt har mine kolleger i afdelingen været ekstremt gode til at varetage den projektledelse og de opgaver, der følger med. Det har givet dem endnu større ansvar – og dermed ejerskab. Indsatsen er i den grad forankret internt,” siger Mads Ellegaard.