Det begyndte som et tv-projekt for unge handicappede i Vesterbros Kulturhus. Men nu er man gået hardcore ind i den kommercielle virkelighed med blandt andet en grafisk virksomhed og produktion af reklamefilm.
Og i disse tider, hvor man taler så meget om social ansvarlighed, der skal indtænkes i virksomhederne, så har TV Glad den fordel, at den sociale ansvarlighed ligger til grund for hele virksomheden, hvor udviklingshæmmede og ikke-udviklingshæmmede arbejder sammen om opgaverne.
“Det er oppe i tiden med social ansvarlighed, og det er vi jo født med. Det vil vi naturligvis udnytte i vores bestræbelser på at klare os på det frie marked”, siger marketingchef Svend Juncker.
Indtil videre har den kommercielle rejse, som startede for et par år siden, resulteret i designbureauet, Glad Design, som laver grafiske løsninger, illustrationer og design til tøj, tekstiler, møbler og tryksager. Blandt andet har man lavet grafik til Irma-poser, Mads Nørgaard t-shirts og til Tiger-produkter.
Også en produktionsafdeling er stablet på benene. Her sælger TV-Glad videoproduktion og reklamefilm.
Blandt andet har man lavet en reklamefilm for Aberdeen Asset Management, og man skal til at lave case-historier for Cowi med henblik på at tiltrække nyuddannede ingeniører. En film til filmfestivalen CPH Pix er det også blevet til.
TV Glad har også fået en radioafdeling, hvor man laver reklamespots. Samt en animationsafdeling, som dog ikke er kommet helt så godt i gang endnu.
Svend Juncker fortæller, at udfordringen for TV Glad er, at det kan være svært at få kommunikeret, at kunden får et produkt, der er ligeså professionelt som alle andre produkter.
“Men vi er et fuldt professionelt hus med alt det tekniske udstyr, som andre produktionsvirksomheder har. Forskellen er, at hos os arbejder handicappede side om side med ikke-handicappede, men vi kan nok blive bedre til at udnytte vores fordel i social ansvarlighed”, siger marketingchefen og fortsætter:
“I TV-glad afdelingerne er social ansvarlighed missionen i det hele. Vi uddanner handicappede og forsøger at give dem en jobmulighed via partnerskaber eller ved selv at ansætte dem. TV-Glads mission er undervisning, job og bedre livsvilkår til de handicappede”.
TV-Glads kommercielle afdelinger har ikke endnu råd til at markedsføre sig – dertil har omsætningen endnu været for lille. Til gengæld forsøger de via netværk, nyhedsbreve, Facebook og andre sociale medier at gøre opmærksomme på sig selv.