Hanne Feldthus’ bekendelser som arbejdsnarkoman

Finn Graversen
fg@kabelmail.dk

Reklamedirektøren var den eneste, der synes, det var en god ide at ansætte Hanne Feldthus på Partners. Bureaubiz bringer her et kapitel fra hendes nye bog, hvor hun fortæller om den første tid på bureauet.

Bureaubiz’ faste klummeskribent, Hanne Feldthus, har netop udgivet en stærkt personlig bog (En arbejdsnarkomans bekendelser) om sin karrieremæssige rutschebanetur – om turen op i den danske marketing- og bureau-verden – turen ned i form af et personligt sammenbrud – samt om at genfinde sig selv.

To arbejdspladser dominerer bogen: Q8 og Wibroe, Duckert & Partners.

For en arbejdsnarkoman kommer tilværelsen til at handle om det næste fix i form af at præstere.

Tiden hos Q8 skildrer, hvordan politiske og ledelsesmæssige spilfægterier skaber en forkert retning på indsatsen og samtidig slider mentalt.

Hos Partners fik Hanne Feldthus en lykkelig tid, fordi arbejdet kom til at handle om at skabe kommunikation i topklasse. Hendes karriere gik stærkt og hun blev både strategisk direktør og partner – men det blev også et sted hvor hendes arbejdsnarkomani fik lov at udfolde sig uhæmmet, således, at hun brændte sit lys i begge ender og gik ned med stress.


I følgende uddrag skildrer hun, hvordan det var at starte hos Partners:

Det var heldigt, at jeg havde prøvet at have et fint kontor og opdaget, at det ikke gjorde den store forskel. På reklamebureauet fik jeg nemlig til at begynde med slet ikke noget kontor. Der var ganske enkelt ikke noget ledigt, men det tog man ikke så tungt derinde. Folk sad overalt i små og store kontorer i et syndigt rod af skitser, layouts, tuschpenne, skalpeller, dåser med spray-lim, vareprøver, prototyper på emballager og andre til faget hørende rekvisitter.

Reklamedirektøren havde i indtrængende vendinger advaret mig om, at jeg bevægede mig ind i en anden verden med andre spilleregler end dem, jeg var vant til. Det var jeg naturligvis klar over, og jeg havde forsikret ham om min omstillingsparathed. Mig skulle han ikke få problemer med.

Han antydede også i vage vendinger, at det måske ikke var alle på bureauet, der ville hilse mig lige velkommen til at begynde med, men han mente, at hvis jeg evnede at bevare roen og gøre det godt, skulle det nok løse sig alt sammen.

Under alle omstændigheder stod han bag mig, så jeg skulle ikke være urolig. Jeg fremhævede min evne til at bevare en knusende ro, mens jeg for mig selv tænkte, at han ikke havde begreb skabt om de kampe, jeg havde været ude i både på nationalt og internationalt plan (i Q8, red.). I det perspektiv forekom et bureau med 30 mennesker mig at være en overkommelig størrelse at manøvrere i.

Alligevel blev jeg mødt af udfordringer, der var større end beregnet. Det viste sig således, at reklamedirektøren var den absolut eneste på bureauet, der syntes, at det var en god ide at ansætte mig. Alle andre havde deres grunde til at være imod.

Kontaktafdelingen tog sig af kontakten til kunderne og lagde budgetter og tidsplaner, koordinerede og indkaldte til møder og sørgede for, at de kreative holdt sig til briefingen og inden for deadlinen. De var intet mindre end rasende over min ankomst. Hvad helvede skulle sådan en strategifidus lave på deres arbejdsplads? Sådan en havde man aldrig før haft, og det kunne godt være, at der på andre bureauer i byen var noget, der hed en plannerfunktion, der tog sig af strategiudvikling, men det havde de ikke brug for. Det gik jo så glimrende allerede. De var Danmarks mest kreative bureau, så hvorfor lave om på noget, der virkede?

I den kreative afdeling var man heller ikke begejstrede.

Det var her, den egentlige magt lå. Det var dem, der i sidste ende bestemte, hvad der skulle præsenteres for kunden, og de var alle sammen mere end almindeligt dygtige og havde ikke brug for nogen strategidame, der kom og belærte dem om de kommercielle perspektiver af deres indsats. De stolede 100 procent på deres intuition, og det havde de ikke tænkt sig at lave om på.

Beklageligvis havde reklamedirektøren ikke gjort noget stort arbejde for at gøde jorden for min entre. På den ene side var han overordentlig karismatisk, på den anden side var han lige så konfliktsky. Med andre ord var det op til mig selv at gøre mig nyttig i en kampzone af fjendtlighed på alle fronter i en ny funktion, ingen vidste, hvad de skulle stille op med. Mindst af alle mig selv, der ikke havde den fjerneste ide om dagligdagen på et reklamebureau.

For at gøre en svær situation endnu vanskeligere fik reklamedirektøren kl. 10.30 midt under vores første samtale på min første dag en telefonopringning, der gjorde ham ligbleg. Da han havde lagt røret på, fortalte han med et fjernt blik og grødet stemme, at hans kone, der havde været syg af kræft i flere år, netop ved en rutinekontrol havde fået

konstateret, at det havde spredt sig til flere organer, og at hendes situation var intet mindre end fatal. Det fik ham af gode grunde til at springe ud ad døren og kun opholde sig det allermest nødvendige på bureauet det næste halve år.

Ligegyldigt hvor godt jeg kunne forstå ham, og hvor respektabel hans prioritering var, efterlod det mig alene i fjendeland, hvor jeg kunne sidde og spekulere over, hvad jeg skulle stille op.

Bogen udkommer i dag.

  • En arbejdsnarkomans bekendelser
  • Hanne Feldthus
  • 222 sider
  • Gyldendal Business
  • 250 kr.